- Onsdag, 17. april 2013
Fredag den 12. april lagde Stubhuset scene til et brag af en koncert.




STØVRING: På plakaten var Mike Andersen – eller Mikkel Dybdal Andersen, som han egentlig er døbt. Han har imidlertid valgt det mere internationalt klingende kunstnernavn ”Mike”. Og der er helt bestemt internationalt snit over det, Mike Andersen leverer, hvilket også har bragt ham rundt på adskillige scener i hele Europa. Herhjemme høster han også store roser – både af koncertanmeldere og af musikanmeldere, og han er stille og roligt ved at etablere sig som én af de helt store, danske musikere.
Men nu stod han så her i Støvring i Stubhuset på endnu et stop på den 2012-koncertturné, der med hans egne ord ”bare bliver ved og ved”. Dette sagt både i begejstring over, at folk bliver ved med at ville høre ham og i begejstring over, at han til den turné kunne ”håndplukke” sit band blandt den store skare af talentfulde musikere, der huserer i det århusianske musikmiljø. Dermed finder han det ikke svært at holde gejsten. Dette forstår man udmærket, når man oplever en koncert med Mike og hans fire unge meget, meget dygtige musikere: Johannes Nørrelykke på guitar, Kristan Kold på bas, Jens Kristian Dam på trommer og – især – Kristian Fogh på tangenter. Sidstnævnte blev flere gange fremhævet af Mike Andersen selv, med rette. Han var ganske enkelt fænomenal.
Selv er Mike Andersen også en dygtig guitarist, en rigtig dygtig sanger/crooner med en lækker stemme, og han er en god og nærværende entertainer, der når helt ud over scenekanten. Han vil sit publikum, og man fornemmer den store glæde, han har ved at spille, synge og optræde.
Musisk har Mike Andersen siden barneårene været inspireret af blues, rythm & blues og afro-amerikansk musik. Hvor andre lyttede til pop med Wham, Duran Duran og Madonna, lyttede Mike til kunstnere som B.B. King, John Lee Hooker, Otis Rush og Marvin Gaye. Blandt andet har Mike Andersen også tre gange spillet opvarmning til B.B. King.
Det er kærligheden til disse musikere og til musikkens rødder, Mike tager med sig i sin musik og i sine koncerter, hvor numrene spænder over stilarterne blues, rythm & blues, swing, rockabilly, men også Motown hvilket især kan høres på hans seneste radio-”hit”, ”You Don’t Need Me”, som han rundede koncerten af med. Det hele blev serveret i en særdeles professionel indpakning med en smittende begejstring ved en koncert, hvor det var stort set umuligt at sidde stille (vi skulle heller ikke langt i koncerten, før der blev danset). En koncert, som absolut må kandidere til at være ”Årets koncert i Stubhuset”.
Til alle jer, der ikke var der: I gik virkelig glip af noget storslået. Tag revanche næste gang, Mike Andersen og band lægger vejen forbi. Det er helt i top og kan varmt anbefales.

