I sit store digt, sonetten om sommerfugledalen siger Inger Christensen: ”Man tror, at det er en blomst der flyver op, og ikke denne billedstorm på række – de kan med deres sommerfuglesnabel opsuge verden som en billedfabel, så let som med et kærtegns glideflugt”.
Da Jesus tog den døde piges hånd var det let som et kærtegn i glideflugt hen over mund og hånd. Det flygtige kærtegn kender vi og véd, at det sætter dybe spor i kødet. Guds kærtegn sætter endnu dybere spor.
Pigen var 12 år og havde ingen tro, hun var jo død, men Jesus talte ind i hendes tomhed. Ind i hendes døde krop kom hans ord som et kærtegns glideflugt, og med sit kærtegn lagde han troen ind, og rejste hende fra dødslejet.
Livet opstår, når noget er der stærkere end døden sætter sig igennem og Guds kærlighed til sit menneske er stærkere end døden. Glem aldrig, at døden er Guds lakaj, Guds tjener, at havde han ikke helbredt pigen, så havde døden alligevel været tvunget til at lukke den sidste dør op for pigen, ind til Gud.
Gud elsker dig, som var det Guds eneste barn, Gud elsker dig højere end du elsker dig selv, Gud elsker dig højere end Gud elsker sig selv – og det glæden! Alvoren er, at således elsker han også alle de andre, og derfor er Guds nåde alene livets brød for os alle.