- Tirsdag, 13. marts 2012
Sognehuset i Suldrup er stadig rammen, når Ældre Sagen i Rebild og seks menighedsråd fortsat holder ”Lokale Højskoledage” i efteråret og foråret 2013.

Højskoledagene trækker fulde huse.

Tidligere har bl.a. David Trads holdt foredrag.
Bestyrelsen er stolte af at kunne præsentere følgende spændende program:
September: Forfatter og musiker Peter Bastian: ”Alle ønsker forandring, men ingen ønsker at forandre sig.”
Peter Bastian er dansk musiker. Han er uddannet inden for både teoretisk fysik og klassisk fagot. Han er medlem af Den Danske Blæserkvintet og multimusikgruppen Bazaar. Han har medvirket i talrige tv-udsendelser og radioforedrag, og modtog i 1988 Rosenkjærprisen af DR. I 1987 udgav han bogen ”Ind i musikken”, og i 2011 bogen ”Mesterlære”.
Oktober: Forfatter og tidligere landinspektør Knud Sørensen, Mors: Limfjordens digtere.
Knud Sørensen er født i Hjørring som søn af en jernbanedirektør. Selv har Knud Sørensen fungeret som landinspektør på Mors fra 1958-84, hvilket gav ham et godt kendskab til Nordjylland. Han har boet på Mors siden 1958 og bor der stadig i dag. Forfatterskabet omfatter både lyrik, prosa, biografier og hørespil. Temaet er den danske provins efter 2. verdenskrig.
November: Sognepræst Grethe Holmriis, Vor Frue Kirke i Aalborg: Lykken.
Med afsæt i virkeligheden vil Grethe Holmriis fortælle om lykke og glæde. Grethe Holmriis har været hospitalspræst i 10 år i Aalborg, inden hun blev ansat på fuld tid som sognepræst i Vor Frue kirke. Hun er en meget afholdt sognepræst, og hendes arbejde som hospitalspræst har givet hende gode erfaringer som sjælesørger.
Januar: Tidligere sognepræst, studielektor og debattør Palle H. Steffensen: Martin A. Hansens liv og forfatterskab.
Palle H. Steffensen har været sognepræst i Strøby sogn på Sjælland og i Godthaab sogn ved Aalborg. Han har også været studielektor på Tønder Statsseminarium og skoledirektør i Aabybro Kommune. Medforfatter til en række bøger om kirkelige forhold
Februar: Forhenværende chefpolitiinspektør Per Larsen: Politiets store opgaver og anekdoter fra karrieren i politiet.
Per Larsen var indtil 22. januar 2010 chefpolitiinspektør ved Københavns Politi og således den højst rangerende politiuddannede person i kredsen. Han har tidligere været operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Marts: Journalist og forfatter Erik Lindsø: ”Lukket på grund af ombygning”. - Der forskes som aldrig før om børn og unge. Og aldrig har vi haft så svært ved at forstå dem. Hvorfor?
Erik Lindsø er en fremragende fortæller, og han mestrer den meget krævende foredragsform, så den fængsler. Han besidder en dejlig humor, og han har en stærk interesse for og viden om nutidens kulturelle forhold. Forfatter til bogen: ”Der er nu noget ved livet, man ikke finder andre steder”.
Hidtil er 100 interesserede mødt op hver gang, så der har virkelig været tale om fuldt hus og succes. For at nye interesserede kan få lejlighed for at deltage, sælges sæsonkort i Sognehuset i Suldrup og Sognegården i Støvring på samme dag og klokkeslæt.
Antallet af sæsonkort fordeles på de to salgssteder efter de erfaringer, der er gjort gennem de to første sæsoners salg. Salgstidspunktet annonceres i Folkebladet, - på samarbejdsparternes hjemmesider bekendtgøres det på en højskoledag minimum en uge før.
En person kan højst købe 2 sæsonkort, og inden salget påbegyndes uddeles numre til de personer, der stiller sig i kø. De sæsonkort, der ikke bliver solgt på den første salgsdag, sælges efterfølgende efter ”først til mølle” princippet ved henvendelse til Lisse Trads.
Anette Fausing Thomsen,
PR, Ældre Sagen i Rebild.

