Her bliver der spulet foran rådhuset i Støvring.

Der blev vasket og fejet.

STØVRING: Brandmændene fra Falck i Støvring gav deres bidrag til Hold Danmark Ren kampagnen lørdag den 30. april.
Brandmændene havde i det gode forårsvejr kørt brandbilerne ud af garagen og sat kursen mod nogle af Støvring bys rekreative pletter, hvor de fejede og vaskede, så de udvalgte steder efterfølgende var klar til brug efter forårets indtog.
De udvalgte steder var springvandet ved jernbanestationen og arealet her omkring, springvandet ved Bella Italia i Jernbanegade og springvandet ved rådhuset på Hobrovej.
Flere af byens borgere og gæster kom forbi brandmændene og fik en snak om formålet med aktionen.
Hold Danmark Rent kampagnen er en landsdækkende kampagne, som har visionen, at sammen skaber man et renere Danmark, hvor danskernes adfærd og holdning i forhold til henkastet affald er ændret.
Falck og deres brandmænd i Støvring håber, at deres bidrag vil være med til at sætte fokus på, at man alle kan medvirke til at gøre byer og veje til et renere sted at færdes. Det handler om at handle med de midler man hver især har til rådighed – at gøre noget.


e-max.it: your social media marketing partner