På søndag skal vi høre lignelsen om sædemanden, der tilsår sin mark. Sædemanden eller landmanden er Gud selv, Guds søn, der sår sit ord på jorden, så Paradis kan vokse frem på jorden. ”Komme dit rige, ske din vilje, som i Himlen, således også på jorden”, beder vi i Fadervor.  
Jesus sår Himlens frø på jorden, og jorden, han sår i, er ikke agerjorden, men hjertemulden, for jord er vi, og til jord skal vi blive. Ordet Adam betyder ordret ”jord”, som vi også synger det i en salme: ”Gud for du kender vor skabelsesgåde, støvtrådeværket du kommer i hu”.
Mennesker er som marker, der ligger åbne for korn og frø af alle slags, men mennesket er ikke alene en mark, det er en slagmark, hvor godt og ondt, Gud og Djævel kæmper for at slå hinanden af marken, for jorden, de kæmper om, er ikke bare pottemuld, men det er hellig jord, for Gud har formet mennesket i sit billede som en person, hvis væsen er frihed og ansvar.
Vi hører om den hårde jord, hvor ordet end ikke kan spire før de sorte fugle har været der. Vi hører om det tynde muldlag, det tyndmuldede hjerte, hvor klippegrunden ligger lige under overfladen, hvor kornet spirer, men ikke når at vokse op, før væden damper bort, mens solen stiger på himlen. Vi hører om den jord, hvor ordet vokser op, men vokser op i en tilgroet hjertemuld, hvor vildtvoksende bekymringer, som meterhøje tidsler, lukker for lyset, og kornet kvæles. At være uden bekymring ”ja, det er en vanskelig Gang, næsten som at gaa paa Havet”, siger Søren Kierkegaard et sted og fortsætter: At lade ”Rigdom og Overflod skærme sig mod Bekymringer, at det er som at sætte Ulven til at passe på Faarene og sikre disse - mod Ulven”.