Ø. HORNUM: To energiske bestyrelsesmedlemmer, Steen Grønning Madsen og Henning Jacobsen, har efter flere årtiers hårdt arbejde i Øster Hornum Borgerforening valgt at stoppe med bestyrelsesarbejdet.
Begge har utrætteligt arbejdet på, at gennemføre den årlige byfest i byen, og har været med til at søsætte mange gode projekter i byen.
Tre nye og entusiastiske medlemmer, Stefan Frendrup Sørensen og Tracey Lowe Museth-Gregersen samt Søren Brobjerg Johansen, blev valgt ind i bestyrelsen.
Formanden Lene Kristensen påpegede i sin beretning på generalforsamlingen, at nu håbede hun på, at et nyt sommerfest-koncept kunne slå igennem også uden de ”gamle” bestyrelsesmedlemmer.
Formanden omtalte også  Udtryk 2012, som var velbesøgt og med mange kreative indslag fra borgerne.
Borgerforeningen har efter lang og sej proces fået opsat nye byporte. Borgerforeningen har stået for hele projektet. Rebild Kommune har bevilget 20.000,- fra byzonepuljen.
Byg & Bo-gruppen har næsten færdiggjort de fire Kløverstier. Folk i byen er enige om, at det er et fantastisk løft til byen. Der mangler dog lidt information på stien ud mod Moldbjerg.
Borgerforeningen, Byg & Bo er netop nu i dialog med Rebild Kommune om  dels det omfattende ”søprojekt” ved rensningsanlægget,  dels om boligområderne ”Gården” og Sandgraven.


e-max.it: your social media marketing partner