Venstre Kommuneforening i Rebild kommune afholdt generalforsamling på Rebildhus tirsdag den 24. marts, hvor godt 50 medlemmer deltog.

En aften, hvor dirigent Vagn Kristensen ledede generalforsamlingen igennem dagsordenen.
Formand Gert Sørensen omtalte i sin beretning de store udfordringerne inden for især landbruget, mindre og mellemstore virksomheder, og om den lave vækst, der har været de senere år. Der gør det svært at tjene penge og næsten umuligt at udvikle sin virksomhed.
Detailhandlen forstærkes med flere store byggerier i  kommunen, og især inden for dagligvareforretningerne udvides der kraftigt.
Det paradoksale er, at bolig- og grundsalget for især Støvring by er eksploderet i de seneste år. Når det samtidigt - ude i landsbyerne - er næsten umuligt at sælge og få belånt sin bolig.
Venstres fokus er stadig, at der skal vækstes i kommunen, og sammen med resten byrådsgruppen er det lykkes at få rigtig mange af Venstres mærkesager gennemført ved sidste budgetforhandlinger.
Organisatorisk er der blevet brugt meget tid på at forny og trimme kommuneforeningen, således at der bliver tid til mere politikudvikling og få inddraget flere medlemmer i den politiske del af arbejdet.
Folketingsvalget er også ét af de steder, hvor kredsen arbejder benhårdt i tiden. Per Bisgaard er kredsens kandidat, og ham skulle man meget gerne have valgt ind. Kampagnen er sammensat sådan, at han kommer mest muligt rundt i kandidatkredsen.
Formandens beretning blev godkendt, og han blev senere genvalgt som formand.
Derudover gennemgik kasserer Jørgen K. Bæk regnskabet - først for Rebild-Venstre og bagefter for ”Rebild set fra Venstre”.
Sten Würtz gennemgik regnskabet for kredsen.
Der var også genvalg til kredsbestyrelsen og regionsbestyrelsen.
Efter generalforsamlingen  og kaffe blev der afholdt  medlemsmøde, hvor Venstregruppens Peter Bak gennemgik planerne for et nyt bibliotek og ungdomshus på grunden foran Stubhuset i Støvring.
Sluttelig gennemgik Venstres regionsmedlem, Anny Winther, planerne for det nye supersygehus-byggeri i Aalborg, og om at få tilknyttet flere til lægeuddannelsen i region nord.
En rigtig god aften, hvor der var stor spørgelyst fra medlemmerne.


e-max.it: your social media marketing partner