Af: Foto: Johnny Loix

På den tyske rallycrossbane ved Hamburg var der i weekenden kamp om vigtige point til EM-mesterskabskontoen.

En glad Ulrik Linnemann efter løbet i Tyskland.

Ulrik Linnemann var frem mod denne weekend ekstrem tændt, ligeså tændt som de røde lamper i nabobyen Hamburg, og denne tilstand skulle vise sig at være overordentlig sund for den unge mand og hans pointstilling. Ulrik Linnemann løb tør, dog kun for uheld og underlige dommerkendelser, og endte med en finalesejr efter en utrolig velkørt weekend.
I de indledende heat, blev det lørdag til en sjetteplads, en fjerdeplads og en førsteplads.
- Nu går vi aftenen i møde med en god mavefornemmelse og tid til at analysere på dagens resultater. Der er ingen tvivl om, at tredje heat sad lige i skabet, og kan jeg gentage det i fjerde heat i morgen ser det godt ud med hensyn til en pole til semifinalerne, fortæller Ulrik Linnemann.
Da søndagen skydes i gang med det fjerde indledende heat, står det da også lysende klart for enhver, at Linnemann Motorsport er træt af sekundære placeringer, og derfor snupper Ulrik Linnemann også her en heatsejr, hvilket udløser pole position til semifinalen. Igen lader den unge himmerlænding bide fra sig, og da starten er gået ser han sig ikke tilbage. Endnu en sejr er en realitet, og hermed udløses pole position til finalen.
Nu lugter det lidt af succes, og selvom vi er dybt forankrede jyder, tør vi godt smile lidt ekstra lige nu, fortæller teamchef Jørgen Linnemann. - Men af erfaring ved vi jo også, at ikke engang målflaget i finalen er garanti for udfaldet af weekenden, men lad os nu håbe, at tingene skal afgøres på banen denne her gang, det er vores tur til den store pokal!
Om det de skarpe ord fra Jørgen Linnemann gjorde forskellen vides ikke, men et er sikkert, Ulrik Linnemann kørte over den hvide streg i Tyskland som den første, og sikrede sig dermed 30 point til mesterskabskontoen, hvilket gør at han på nuværende tidspunkt har byttet den syvendeplads, han besad inden løbet i Tyskland, til en plads som nummer tre i den samlede EM-stilling.
- Jeg er helt vildt tilfreds, det har bare været en fed weekend. Om to uger tager vi til Sverige, op til min nordiske hjemmebane, og der skal de stå tidligt op for at tage sejren fra mig. Höljes har altid været en bane, der har passet godt til mig, og jeg har været sulten efter at komme tilbage og få en sejr, siden vi måtte udgå sidste år. Nu går turen hjem til løvens hule, hvor bilen skal have lidt kærlighed inden det går løs i Sverige om to uger, slutter Ulrik Linnemann.


e-max.it: your social media marketing partner