Af: Af Anette Fausing Thomsen, Ældre Sagen i Rebild

Efteråret er en dejlig tid i naturen, for der er mange flotte solskinsdage endnu.

På en svampetur får man frisk luft og motion og mulighed for at nyde de røde og gyldne farver i skoven.
At gå på jagt efter spisesvampe er en populær hobby. For ivrige svampesamlere er det nærmest en sport at finde gode svampesteder ude i naturen.
Samtidig er det en herlig naturoplevelse at lede efter svampene. Men det helt store spørgsmål på svampeturen er jo, om de kan spises. Mange af de vilde svampe kan spises, men det er bestemt ikke dem alle. Derfor inviterer Ældre Sagen, Støvring, på en tur i Rold Skov, hvor deltagerne lærer at finde skovens vilde svampe og vælge dem fra, der ikke kan spises.
Det er nemlig en god idé at blive introduceret til svampeplukning på en guidet tur med en erfaren svampekender.
Ældre Sagen har bedt naturvejleder Søren Risborg fra Naturskolen i Rold Skov om at varetage hvervet.  Han kender skoven bedre end de fleste, og kan fortælle om de forskellige arters kendetegn samt hjælpe med at sortere svampene.
Efter den dejlige skovtur skal deltagerne nyde svampene fra naturens spisekammer og tilberede et lille måltid over bål.
Det kan være en fordel at have en kurv, en lille kniv og måske en pensel med til rengøring af svampene.


e-max.it: your social media marketing partner