- Tirsdag, 24. marts 2015
Der er fuld gang i arbejdet i Pigefrokostudvalget i Suldrup. De er i gang med forberedelserne til dette års Pigefrokost 2015. Arrangementet har været en stor succes, idet billetterne til festen har været revet væk fra dag ét, de seneste par år.

Glimte fra sidste års Pigefrokost i Suldrup.


SULDRUP: Derfor er det i år besluttet, at afvikle arrangementet i Stensbohallen i Suldrup. Der er plads, selvom den atmosfære, der er på Suldrup Kro, hvor festen ellers har haft til huse, vil være savnet. Man tænker dog, at det er tid til at prøve af, om arrangementet er vokset sig stor nok til hallen, fordi mange de seneste par år er gået forgæves efter billetter.
Pigefrokostudvalget har gjort meget for at skabe festlige og hyggelige rammer til dette års fest, og man har lavet lidt om på konceptet, fordi man har fået mange henvendelser om, at herrerne også savner en fest den dag, hvor ”musikken alligevel spiller” i byen. Og det har man gjort noget ved i år.
Man har ikke glemt, at man har brug for den hyggelige atmosfære på kroen, så dér er arrangeret forfest for mænd. Der vil blive serveret en god middag og arrangeret mulighed for en lille rafle-turnering eller kortspil for de, der har lyst til det. Altså en rigtig hyggelig eftermiddag med muligheder for en god snak, - mand til mand.
Fra kl. 20 åbner Pigerne så for adgang til deres Pigefrokost i Stensbohallen, og alle, der har lyst, kan tilslutte sig Pigefrokost arrangementet. Der er altid god stemning lige fra start, med middag, dans, fis og ballade. Og det vil der også blive i år.
Man skal have kåret en vinder, som årets bedst udklædte. Udvalget skal have afsløret, hvem der har købt billet nummer 100, 150, 200, 250 og 300, for der er nemlig også præmier til dem. Og så skal det ellers være, som det plejer at være. Super god stemning fra en flok festglade piger og mænd. God dansemusik fra Danmarks bedste Danseband ”Danband All Stars”, suppleret at Danmarks bedste DJ, ”Peter Christensen fra Diskoteque Venus”.
Temaet til festen i år er Melodi Grand Prix, og det har været traditionen i flere år, at pigerne kommer udklædt. Det er fantastisk at se den gode energi, der er lagt i festen allerede inden pigerne kommer. Det er så god en oplevelse, og der er gjort rigtig meget for at opnå den præmie, der er stillet på højkant til bedst udklædte.
Om det koncept, man har lagt op til i år, er det rigtige? Det håber man, - men kun tiden kan vise det. Arrangøren er under alle omstændigheder afhængige af det gode samarbejde med de erhvervsdrivende og frivillige, der har hjulpet til. Det er dem, der gør det muligt for os at arrangere et sådan arrangement. Det er vi taknemlige for, og det er det, der gør arbejdet sjovt.

