- Fredag, 17. juni 2016
På en aften med flot solskin fejrede Det Danske Spejderkorps i Støvring sit 70 års jubilæum med fælles spisning og samvær for spejdere, familie, tidligere spejderledere og bestyrelsesmedlemmer.

Lene Aalestrup holdt tale.

De tidligere leder gav gode historier fra sig.

Flot afslutning rundt om flaget.



STØVRING: Sol og en helt blå himmel kunne nydes at de godt 170 deltagere i jubilæumsarrangementet på Spejdergården på Hjedsbækvej. På rigtig spejdermaner indledtes aftenen med at alle samledes omkring flagstangen for at tage spejderflaget ned og hejse Dannebrog.
Velkomsten til arrangementet stod den nyudnævnte gruppeleder Birgitte Wilsted Simonsen for. I forbindelse med jubilæumsarrangementet overtog hun posten efter Lars Juul, der fremover ønsker at koncentrerer sig om blandt andet byggeprojekter på spejdergården.
Indledningsvis bad Birgitte Wilsted Simonsen de fremmødte om at tænke lidt over navnene - Kai Peter Klæstrup Nielsen, Ernst Buus Larsen, Erik Mark Christensen, Knud Nielsen, Bent Andersen og Olaf Rytter Pedersen. Det var disse seks drenge fra Støvring, der den 1. marts 1946 var med til at danne den første spejderpatrulje med navnet ”Egernet”. Dette havde været starten på en nu 70 års tradition med blå spejdere i Støvring.
Det blev samtidig fortalt, at det var valgt at holde jubilæet uden de store armbevægelser på en typisk spejdermåde - nemlig med hygge, samvær samt mad og kage !
Efter denne velkomst holdt formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Rebild Kommune, Lene Aalestrup, en tale, hvor hun blandt andet fremhævede det værdifulde man kunne lære som spejder herunder det at man kunne passe på hinanden, men også det at man kunne bruge naturen til udeliv.
Efter velkomsten var det tid for at indtage de forskellige slags hjemmelavede salat samt pølserne, der havde været en tur på bålet. I de næste par timer blev der snakket og hygget både hos voksne og børn. Der var samtidig rundvisning på spejdergården, så gæsterne kunne se hvor meget, der var sket i den seneste tid med generel istandsættelse og indretning af helt nyt grenrum.
Rundvisningen var til stor glæde for de tidligere spejderledere og bestyrelsesmedlemmer, der var inviteret til jubilæet. Flere af de fremmødte havde været med til at købe spejdergården for over 30 år siden, så det var et spændende gensyn med al det nye, og som det tørt blev konstateret ”her er meget nyt, og så en del som jeg var med til at lave for rigtig mange år siden”.
Flere af de tidligere spejderledere og bestyrelsesmedlemmer havde fundet ting fra deres egen tid, og havde taget dette med som jubilæumsgave. Gaver der nu vil indgå i DDS Støvrings historiske arkiv.
Aftenen blev fælles sluttet af omkring flaget, hvor dannebrog blev taget ned og spejderflaget igen hejst. Der blev sagt tak for i aften, og vi ses igen til 75 års jubilæet.

