De hvide markeringer viser de arealer, som landmanden dræner og de skraverede naturarealer, som DN mener påvirkes af aktiviteten.

En landmand, der gennem en årrække har insisteret på at kunne gå tørskoet i engene ved Skibsted-Lyngby Å, fik et gult kort af Natur- & Miljøklagenævnet for yderligere dræning ved at sætte pumper for enden af alle drænrørene.
Sagen tog sin begyndelse helt tilbage i 2009, hvor landmanden fik påbud om at afbryde ulovligt dræn gennem en beskyttet eng. Ved den lejlighed søgte han om at fortsætte og tilmed intensivere dræningen i området. Det sagde Rebild Kommune nej til i 2011. Landmanden påklagede afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet, som hjemviste afgørelsen til fornyet behandling i kommunen.
Under genbehandlingen opfordrede det gamle byråd forvaltningen til at give landmanden den ønskede tilladelse, og samtidig tilpassede politikerne den overordnede kommuneplan efter landmandens behov. Lige før jul i 2013 fik landmanden så sit ja, hvorefter DN klagede. Vi fandt det sandsynligt, at intensiveret dræning ville forringe tilstanden i områdets § 3-beskyttede enge, hvilket er i strid med lovgivningen. Det er med udgangspunkt i DN’s klage, at Natur- og Miljøklagenævnet nu slår fast, at sagen rummer en række uafklarede forhold, og dertil forhold, der taler direkte imod tilladelsen. Det skal Rebild Kommune nu forholde sig til ved endnu en genbehandling af sagen.
 Når enge på humusjord gennem en længere årrække er blevet drænet, brænder tørven sammen og arealets niveau sænkes betydeligt. Mulighederne er derefter ringe for at få fugtigheden væk fra det lavtliggende område. Det er i øvrigt naturligt for enge at være fugtige, og faktisk har de det bedst sådan, da de arter, som vokser på engene, gerne står med fødderne lidt i vand.
Hvis lodsejer nu alligevel vil have vandet væk, er der nogle spilleregler, der skal følges. Og når man som her er nået så vidt, at den eneste ”løsning” er at sætte en pumpe for enden af alle drænrørene, ja, så siger Natur- & Miljøklagenævnet altså nej.
Udover hensynet til den beskyttede natur, som vejer tungt i denne sag, kan DN også pege på risikoen for okkerforurening af åen som et tungtvejende argument mod øget dræning. Dertil kommer det faktum, at de pågældende enge består af ren humusjord, som årligt udleder 20-30 tons CO2 pr. hektar, når de bliver drænet eller dyrket. Vigtige pointer, som kommunen på ingen måde har medtaget i overvejelserne, da de gav tilladelsen.
En lille og lidt pudsig del-sejr har landmanden dog opnået: Arealerne, der ligger helt ned til åen, midt i den brede ådal, er af politisk hjælpsomhed blevet pillet ud af udpegningen som lavbundsareal i kommuneplanen. Hvordan kommunens  forvaltningen reelt vil håndtere denne sænkelse af barren i et område, der er udpeget som ”potentielt naturområde”, ”økologisk forbindelse”, ”ådal” og for resten af dalens vedkommende altså også ”lavbundsareal”, ja det bliver interessant at følge.
Med mindre da, at kommuneplanens ulogik straks bliver rettet. Med lidt  politisk hjælpsomhed, som denne gang skal rettes mod forvaltningen og naturen selv, kan det nye byråd rulle forgængernes beslutning tilbage, så engene ved Skibsted-Lyngby Å igen bliver lavbundsareal - ikke kun i virkeligheden men også i kommuneplanen.