Hvad får et lokalt, akustisk band til at spille musik, der oprindeligt er skrevet og spillet af de helt store internationale rockbands? Er det overhovedet muligt med to akustiske guitarer og en sanger at spille musik af f.eks. Queen, Eagles, Pink Floyd og Metallica?

STØVRING: For at finde svar på dette spørgsmål, kunne man gå en tur i Stubhuset fredag den 2. maj. Det var der en del, der gjorde. Nogle lod sig overraske i løbet af aftenen.
Der var kaldt sammen til koncert, og på scenen stod det lokale band Tournesol. Det har de gjort nogle gang før. Derfor var der hos mange gæster tale om gensynsglæde, hvilket straks kunne mærkes.
Det vil dog være at gå for langt og hævde, at Tournesol medbragte eget publikum. Men – en vis lokal støtte var der helt sikkert til stede.  
Sanger Ole Østergaard indledte med et velkommen til publikum og annoncerede, at aftenen ville byde på en lille, intim koncert på hjemmebane. Der ville blive afvekslet mellem musik og snak. Så var ”banen kridtet op”. Efter første nummer, som var Michael Jacksons ”Billy Jean”, berettede Ole Søndergaard om Tournesols forårsturné. Den startede i Frederikshavn tre uger tidligere, og denne fredag aften sluttede den i Stubhuset i Støvring.
Som andet nummer denne aften spillede Tournesol nu glansnummeret ”Hotel Californien” - for to akustisk guitarer og sanger. Herefter kom Robbie Williams-nummeret ”Angel” og Sort Sols ”Let The Fingers Do The Walking”. En serie  med meget stor bredde i stil og udtryk. Men Tournesol leverede en fremragende fortolkning. Godt sammenspil mellem de to guitarister Peter Buus og Henrik Mygind og – ikke mindst – Ole Østergaards vokal. Han kan noget helt specielt med sin stemme. Han dækker spektret fra de fine, lette ballader over blues til rock og i senere spillede numre til hård growling Heavy Metal-sang i f.eks. Metallicas ”Nothing Else Matters”.
Ingen tvivl om, at Ole Østergaard stemme er et bærende element i Tournesol. Man skal dog ikke forledes til at tro, at Peter Buus og Henrik Myginds roller som guitarister er underordnede. Tværtimod. De leverede et fint sammenspil og supplerede hinanden flot.
Når man nu ikke har flere instrumenter til rådighed end to akustiske guitarer, er det pinedød nødvendigt at være vokalistisk meget stærk. Og det er Tournesol!
Der blev også spillet numre, som publikum kunne synge med på. Dén chance lod man ikke gå fra sig. Det var bl.a. Don McLean-nummeret ”American Pie” og nummeret ”Brown Eyed Girl”.
Andet sæt var en fortsættelse af første. Tournesol lagde ud med Bob Marleys ”No Woman No Cry”  og ”I Shot The Sherif”. Fantastisk! Også Pink Floyd-nummeret ”Another Brick in The Wall” bør nævnes.
Normalt plejer jeg ikke at liste ret mange spillede numre op i anmeldelsen. Men i dette tilfælde er det nødvendigt. Ellers er det svært at visualisere spændvidden i Tournesols repertoire. Som nævnes Queen-nummeret ”Bohamian Rhapsodie.” Dette nummer indgik også i Tournesols repertoire. Det synes noget nær umuligt med en besætning som Tournesols,x  at spille et sådant symfonisk rocknummer. Ikke desto mindre lykkedes det næsten til fulde. Publikum var ellevilde og med god grund.
Tilbage til indledningens spørgsmål: Hvad får et akustisk band som Tournesol til at spille numre fra den tunge rockscenes helt store navne? Dertil svarede Tournesol: ”At spille den lette popmusik er for enkelt. Med vores besætning giver det udfordringer at finde vort eget udtryk og arrangement, og vi elsker at arbejde med det.” Dertil kan jeg kun sige: Bliv ved med det!       
Denne fredag aften stod helt og holdent i kopimusikkens tegn. Forstået på den måde, at Tournesol udelukkende spillede andre kunstneres numre. Jeg har haft lejlighed til at lytte deres cd ”Weekend Superman” fra 2007. Halvdelen af numrene er Tournesol egne numre. Næste gang Tournesol spiller i Stubhuset forventer jeg, de har egne numre på repertoiret.