”Hvor er du på vej hen?” ”Jeg er på vej til skak…” Skolereformen byder på nye tiltag, blandt andet understøttende undervisning. Understøttende undervisning er alle de aktiviteter, der kan understøtte den enkeltes faglige og sociale udvikling.

I den understøttende undervisning giver Rebild Kulturskole blandt andet violinundervisning på Suldrup Skole.

SULDRUP: På Suldrup Skole har man valgt at tænke det bredt. Hele indskolingens elever suser af sted onsdag over middag. Hvorfor? Fordi der er understøttende undervisning med mange spændende ting på programmet.
I skolens musiklokale er Rebilds Kulturskole i gang. I dag er der violiner på programmet sammen med Morten Friis. Der er mere musik på programmet hos Søren fra Kulturskolen, der har elever til guitarundervisning i et andet lokale. Der er undervisning i slagtøj i et andet musiklokale. Og i et lokale med klaver er der kor sammen med Heidi, der er organist ved Suldrup Kirke. Der er mange steder på skolen denne onsdag, hvor man er samlet om musikken. Disse aktiviteter figurerer også som Åben Skole.
I kælderregionen i træværkstedet er pædagogmedhjælper Michael Lund i gang med sit hold, der laver praktiske ting – her er der gang i savene og der dufter godt af træ. I dag fremstiller de fuglehuse og fuglebrætter, der skal stilles op rundt omkring på skolen, så der kan lokkes fugle til. Så man kan komme til at kigge nærmere på dem og finde ud af, hvad de hedder og meget mere.
Udenfor kan man se en flok i vintertøj på vej gennem sneen sammen med pædagogen Morten. Morten har en kasse med grej med og de skal nu ned på skolens udeskoleområde for at kigge på en masse vinterting i naturen. I sidste uge så de rævespor, og nogen var bagefter sikre på, at have set en ræv! Et andet af reformens elementer, nemlig bevægelse, er med her, for når man følge et rævespor – så bevæger man sig!
Matematiklærer Thomas Vandborg gennemgår skakbrikkernes muligheder for sit hold på et stort instruktionsbræt. I lokalet er der stillet brætter frem, så eleverne efterfølgende kan afprøve de ting, som er gennemgået i fællesskab. At spille skak hjælper én til at holde fokus og koncentrere sig og så skal man spille efter regler og lære at leve med at man kan vinde og man kan tabe et spil. Det skal man også kunne andre steder i livet.
Der foregår mange flere ting, såsom ”Fodbold for små fødder” og værksteder af forskellig art samt it.
Elementerne i reformen er ved at tage form for alvor, og de erfaringer, der lige nu bliver gjort med de forskellige tilbud, vil danne et godt grundlag for tilpasninger og nye tiltag fra august 2015, når det nye skoleår starter. En del af læringsaktiviteterne er med bevægelse inkluderet, hvilket appellerer til de elever, der godt kan lide at lave praktiske ting og lære med kroppen. Der er en del drenge på disse hold og det er en fornøjelse at se, hvordan de går til den.


e-max.it: your social media marketing partner