Allerede på åbningsdagen var der mange, der kiggede forbi.

Teo Dinh Nghyen og Mai Ho har åbnet Asian Grill Café på Hobrovej i Støvring.

De nyindrettede lokaler gør, at der kan sidde op til 35 mennesker i den nyåbnede Grill Café.

STØVRING: Lørdag den 29. januar var der åbningsreception på Asian Grill Café på Hobrovej ved Statoil. Dermed blev det til et gensyn med Mai Ho og Teo Dinh Nghyen, der tidligere har drevet Asian Grill ved Q8 indtil 2008. Her blev parret nødt til at stoppe på grund af manglende personale faciliteter. Det har hele tiden været deres drøm at genåbne et kinesisk spisested i Støvring og da lejligheden bød sig i de centralt beliggende nyrenoverede lokaler på Hobrovej, slog de til og de har brugt de sidste måneder på at indrette Asian Grill Café. Parret har således selv stået for en stor del af indretningen og ikke mindst i køkkenet har de brugt deres store erfaring fra tidligere og fået indrettet det så funktionelt som muligt.
 Asian Grill Café tilbyder en bred vifte af forskellige kinesiske retter og menuer, men herudover har kunderne også mulighed for at vælge en lang række traditionelle Fast Foods produkter. Mai Ho fortæller, at parret også vil tilbyde pandekager med fyld og smørrebrød, det sidstnævnte dog primært på bestilling.  Asian Grill Café tilbyder såvel takeaway som muligheden for at nyde maden på stedet. Den nye Grill Café har nemlig hele 32 siddepladser og dermed er der gode rammer for kunder, der ønsker at spise på stedet, fortæller Teo Dinh Nghyen og fortsætter: - Vi kan også tage mindre selskaber og her vil vi adskille siddepladserne fra selve grillen med en let væg. Ved selskab på minimum 20 personer kan vi udover de traditionelle retter også tilbyde en lækker 10 retters kinesisk menu, hvor der virkelig er mange spændende smagsoplevelser. Denne menu tilbyder vi også som ud af huset, slutter Mai Ho og Teo Dinh Nghyen.
Ved lørdagens reception var der mange, der kiggede forbi for at lykønske parret med den nye flotte grill og restaurant, samt naturligvis få en smagsprøve på de mange specialiteter.
DS & HH


e-max.it: your social media marketing partner