- Onsdag, 23. oktober 2013

Mange var mødt frem til indvielsen af multibanen.
ELLIDSHØJ: Sidst på sommeren stod den nye multibane i Ellidshøj klar til brug, og nu er den også blevet indviet med stor tilslutning fra borgerne. Multibanen er det første af de nye tiltag, der er muliggjort gennem projektet “Landsbyløft i Ellidshøj”.
Forarbejdet til multibanen har været omfattende, da mange aspekter skulle undersøges og gives tilladelse til, og afgørende for banens tilblivelse var bl.a., at Lokale- og Anlægsfonden kunne godkende udformningen og de sociale opholdsmuligheder omkring banen for at give støtte til projektet. Gennem et stærkt lokalt samarbejde mellem især borgerforening, skole og kommune er Ellidshøjs nye multibane nu opført og indviet.
Banen er allerede blevet brugt flittigt som spontant mødested for mange børn, der ”lige smutter over på multibanen” for at se, om der skulle være nogle kammerater at spille med.
Ved indvielsen deltog godt 100 borgere i alle aldre, og der var stor interesse for at se det færdige resultat og få en snak med andre borgere i byen. Børnene fra Landsbyordningen sang et par sange, og der blev holdt taler af Steen Jessen, formand for Ellidshøj Borgerforening, og Thomas Kastrup-Larsen, rådmand i forvaltningen.
Efter et par taler og et par sange var der arrangeret en hård dyst, hvor børnene udfordrede “De kloge fra kommunen” i hockey. Efter kampen blev der serveret røde pølser med sodavand og kage til de mange fremmødte.

