- Fredag, 3. oktober 2014
Beboerne fra ”Solen” på Teglgårdsminde afholdt miniferie i sommerhus i Helbertskov.

På Suldrup Kro blev der nydt dejlige tartetter.

Hygge på terrassen.
- Ældre har også brug for at komme hjemmefra, få adspredelser fra hverdagen og opleve noget nyt. Det skaber et andet nærvær og fællesskab, når man tager ud af huset, siger Hanne Eriksen, der er distriktsleder på Skørping Ældrecenter.
Tre skønne dage med hyggeligt samvær
Mandagen begyndte med at pakke Teglgårdsmindes bus. Turen til Helbertskov foregik i smukt og solrigt sensommervejr, og alle nød både udsigt og tur. Efter ankomst og indkvartering var det tid til frokost, og alle hjalp til med at dække bord. Eftermiddagen gik med at slappe af, hyggesnakke og grine, og der blev også fortalt et par gode historier til flæskestegen om aftenen.
Frisk luft og dejlig natur
Tirsdag formiddag var alle ude at gå tur og se på omgivelserne. Der var også en rundvisning i et sommerhus, som tilhørte én af beboerne. Eftermiddagen gik med at nyde solen på terrassen, inden der skulle gøres klar til afgang til Hadsund Færgekro, hvor aftensmaden blev serveret. Menuen stod på hakkebøf med løg og pandekager med is og brombær, og alle spiste med god appetit. Den fine udsigt blev nydt gennem Færgekroens vinduer, hvor lysene udenfor spejlede sig i vandet, efterhånden som mørket faldt på.
Hjemrejsedagen onsdag begyndte med regnvejr, men det kunne ikke ødelægge den gode stemning – alle tog det med højt humør, selvom de blev lidt våde, da bussen blev pakket til hjemturen. På vejen hjem blev der gjort ophold på Suldrup Kro, hvor der ventede frokost i form af dejlige tarteletter med hjemmelavet høns i asparges. Alle nød den gode mad og talte om, at det havde været nogle dejlige feriedage.

