Statsautoriseret Fodterapeut og klinik ejer Janni Laursen deltager i den landsdækkende kampagne, Fodens Dag den 23. september.

STØVRING: De Statsautoriserede Fodterapeuter i Danmark har valgt at gøre torsdag den 23. september til Fodens Dag i Danmark. Derfor har Statsautoriseret Fodterapeut og klinik ejer Janni Laursen fundet det naturligt at slutte op om dette arrangement og Janni Laursen holder “Åben Klinik” på Grangårdsvej 74  og alle kan komme ind og få et gratis fodtjek. Temaet for Fodens Dag er, at alle kan få et fodtjek, altså få sine fødder tjekket gratis hos den lokale fodterapeut, fortæller Janni Laursen og fortsætter: - Der er sikkert mange, der har den opfattelse, at det kun er ældre damer, der går til fodterapeut. Men det er ikke korrekt, idet det kun er ca. 20 % af befolkningen, der har det man kalder en normal fod og en neutral fodstilling. Resten har i mindre eller svær grad forkerte fodstillinger,  og det kan medføre smerter i knæ, hofter og ryg. Man kan sammenligne kroppen med et hus, forklarer Janni Laursen - er soklen ikke i orden, sætter resten af huset sig efter det.
Fejlstillinger kan arves som så mange andre ting, men det kan også erhverves i  forbin-delse med eksempelvis graviditet, overvægt, overbelastning, forkert fodtøj og tilskadekomst.

Ligtorne, hård hud og vorter kan give smerter i fødderne. Det medfører, at man automatisk vil kompensere for denne smerte ved at fordele trykket anderledes eksempelvis over til den anden fod. Dermed er man inde at ændre på kropsholdningen og gangmønstret, og det kan give smertefulde symptomer i resten af kroppens led og muskler med tiden, pointerer Janni Laursen.
Fodterapi er lige vigtigt året rundt, da belastningen jo aldrig ændrer sig. Men der kan være forskellige ting, der generer afhængig af årstid. Om sommeren døjer folk generelt mere med hård hud på fødderne end om vinteren. Det skyldes, at man går i åbent fodtøj og eventuelt har en sål fra en sandal, der klapper op mod hælen og der ingen strømpe er til at tage friktionen fra underlaget mod huden. Huden får mere lys, vind og vand, og man sveder mere.

Om vinteren bliver fødderne og tæerne mere lukket inde og klemt sammen. Bakterierne trives i det fugtige miljø og det kan give fod- eller neglesvamp. Og når tæerne bliver klemt og man måske får klippet neglene uheldigt, kan det give nedgroede negle. Jeg plejer at give mine patienter nogle facts omkring foden og ofte bliver folk overrasket, idet foden består af 26 knogler, som vejer ca. 100 gram tilsammen. Den styres af 32 led, 20 muskler og ca. 100 ledbånd.
Mere end 70% af alle mennesker får problemer med deres fødder på et eller andet tidspunkt i livet, - tankevækkende ikke? Så man behøver ikke at fejle noget for at gå til fodterapeut, det er for ikke at komme til at fejle noget, fastslår Janni Laursen og fortsætter: Statsautoriserede Fodterapeuter, altså med en statsanerkendt og godkendt uddannelse, er professionelle behandlere af fødder, og Danmarks eneste, der er autoriserede. Som fodterapeut er man uddannet til at yde fodbehandling, fodterapi og almindelig fodpleje.

Uddannelsesforløbet, som de Statsautoriserede Fodterapeuter har gennemgået, omfatter blandt andet vejledning om indlæg og behandle nedgroede negle med bøjlebehandling, fysiologiske og neurologiske undersøgelser af foden, vejlede i fodøvelser, valg af sko og pleje af fødder til forebyggelse og bevarelse af fodens funktioner og sundhed samt uddannelse i diabetes- og gigtrelaterede fodproblemer.  
  Janni Laursen fortæller afslutningsvis, at hun er af den opfattelse, at der dog er ved at komme mere opmærksomhed på fødderne. Især fordi der nu fremstilles sko af forskellig slags, der styrker og optræner forskellige muskelgrupper i underkroppen. Der er meget, man kan gøre for at pleje fødderne hjemme ved sig selv, men også meget man kan gøre forkert. Og det er netop derfor, at der skal være mulighed for et uforpligtende og gratis fodtjek på Fodens Dag.
- Jeg tror det vil vække nysgerrighed hos folk, som normalt ikke ville bestille tid til en behandling på en fodklinik. Fodens Dag skal også medvirke til at lukke folks øjne op for, at det at gå til fodterapi ikke er en luksus, men en nødvendighed, hvis man vil gå godt - hele livet.

På Fodens dag er man velkommen til at tage sit fodtøj med og få en vurdering af, om det er egnet til ens fødder og de eventuelle fejlstillinger, man har.   
Fodterapeut Janni Laursen håber, at denne dag vil give folk lyst til at få deres fødder frem i lyset og komme forbi klinikken på Grangårdsvej 74, hvor der er en gratis gavepose samt gode tilbud til alle besøgende på klinikken og hun håber på befolkningens opbakning til deres “trofaste undersåtter” som fødderne jo er!


e-max.it: your social media marketing partner