Mandag den 17. juni var 45 politikere, medarbejdere, repræsentanter for Ældrerådet, Handicaprådet og interesserede borgere samlet til temadag. Formålet var at komme med input til rammerne for arbejdet med fremtidens senior- og handicapservice i Rebild Kommune.

Politikere, medarbejdere, repræsentanter for Ældrerådet, Handicaprådet og interesserede borgere var samlet til temadag.

Det er et arbejde, som vil rumme to sideløbende processer – én for ældreområdet og én for handicapområdet. I processen vægtes stor bruger- og medarbejderinddragelse i alle projektets faser – i idé genereringen, i de kommende arbejdsgrupper og i selve implementeringen. Målet med arbejdet er to konkrete strategiplaner for de to områder for årene 2014-2018.

Baggrund for fremtidens senior- og handicapservice
Baggrunden for projektet er en stigende demografi, flere mennesker med demens, aftagende arbejdsstyrke, nye generationer af ældre og handicappede, som stiller andre krav til bolig, kost, hverdagens aktiviteter og indhold. Et af projektets mål bliver derfor at skabe rammer for seniorer og handicappede, hvor der er fokus på det gode i livet, og hvor træning og hverdagsrehabilitering vil få stadig større vægt. 

Vi skal løfte borgerne
Det grundlæggende afsæt for arbejdet er tanken om at løfte borgeren og hjælpe den enkelte til at kunne klare sig selv, så vidt det er muligt, med udgangspunkt i borgerens individuelle behov og ressourcer.
Det kan for eksempel være genoptræning efter et sygdomsforløb og det at sikre et netværk omkring ensomme borgere.
På den vis kan Rebild Kommune være med til at sikre størst mulig livskvalitet for den enkelte borger. En tanke, som de fremmødte også klart gav udtryk for på mødet.

Tværfaglighed og velfærdsteknologi
Tværfaglighed var et gennemgående nøgleord på temamødet. Der var efterspørgsel på skræddersyede løsninger tilpasset den enkelte borgers konkrete situation og behov. Løsninger, som kun kan nås ved en fælles indsats.
Der var et stærkt ønske om at skabe attraktive arbejdspladser indenfor området. Arbejdspladser, hvor der er mulighed for kompetenceudvikling og fokus på at forebygge nedslidning af medarbejdere f.eks. ved at bruge velfærdsteknologi i den daglige opgaveløsning.
Derudover var der mange gode ideer og tanker omkring de frivillige og deres indsats, behovet for forskellige og ændrede boligformer og et øget samarbejde mellem psykiatri og hjemmepleje i spil.
Udkast til hvordan arbejdet skal gribes an (kommissoriet) bliver behandlet i Sundhedsudvalget efter sommerferien.


e-max.it: your social media marketing partner