Tidligere misbruger af anabolske steroider, Ditlev Traasdal Madsen, gav de mange fremmødte i festsalen på Bavnebakkeskolen noget at tænke over.

STØVRING: Dette var overskriften på et foredrag den 9. november 2011 på Bavnebakkeskolen, hvor 7.-10. årgang samt erhvervsklasserne på skolen var inviteret med eller uden forældre. Det blev et hudløst ærligt og tankevækkende foredrag, og de ca. 130 fremmødte fik en øjenåbner i forhold til misbrugsverdenens ”grimme” ansigt.
Aftenens foredragsholder,  Ditlev Traasdal Madsen, har virkelig erfaret, hvilke konsekvenser brugen af anabolske steroider kan medføre. Som ung kom Ditlev Traasdal Madsen ind i bodybuildermiljøet i sin søgen efter ”at blive set” og få anerkendelse hos pigerne. Han var på det tidspunkt en spinkel, ung mand på 60 kilo, som nok var smilende og charmerende, men som hurtigt kunne se, at pigernes gunst vandt man ved at have den lækker krop.
Med et medlemsskab i et motionscenter og med hvad  dermed kan følge, ”voksede” Ditlev Traasdal Madsen sig stor. Han var nu ”rigtig” bodybuilder, og begyndt på sit misbrug af steroider. Hermed begyndte han at udvikle sig til, hvad han selv betegner, som en iskold og selvcentreret bodybuilder. Alt skulle bare handle om ham, ham og så atter ham – alt der krydsede hans vej og ikke lige makkede ret, fik at føle, hvor følelseskold og ligeglad Ditlev Traasdal Madsen nu var. Pigerne flokkedes om ham og han var i en periode Danmarks mest benyttede mandlige stripper.
Konsekvenserne af Ditlev Traasdal Madsens valg i livet er i dag tydelige. Første advarsel fik Ditlev med en hjerneblødning og med lægens ord for, at såfremt han ikke stoppede sit misbrug - ja, så ville lægen og Ditlev Traasdal Madsen mødes igen.
Men, som bodybuilder i et misbrug, vidste Ditlev bedre – som Ditlev Traasdal Madsen fortalte de mange fremmødte: ”Jeg var blevet klogere end lægerne” og følgen af misbruget medførte: ”Jeg alene vide”.
To år senere indhentede sandheden Ditlev Traasdal Madsen. En alvorlig blodprop i hjernen gjorde ham lam i venstre side af kroppen og medførte en permanent hjerneskade. Genoptræning og total ændring af livsstil var nu hans liv. Gennem hård genoptræning har Ditlev Traasdal Madsen nu genvundet en begrænset førlighed, men han har svært ved at koncentrere sig og har talebesvær. Ro i salen blev der virkelig, da Ditlev valgte at tage sin skinne af det ene ben, således at alle kunne se, hvilken anstrengelse det er at gå eller humpe, som han selv siger, når man er lammet i venstre side. Dette er ikke ønskeligt for nogen.
Men han beholdt livet og har fundet sin mission. Trods mordtrusler har han valgt, at vigtigheden af at oplyse om alle faldgruberne ved misbruget vil være det hele værd.
Ditlev Traasdal Madsen har i dag et samarbejde med Antidoping Danmark, og tager rundt i Danmark, Sverige og Norge og holder foredrag for at oplyse om alvoren og farerne i misbrug af anabolske steroider/fitness doping, så unge og forældre bliver gjort opmærksom på, hvilke signaler, der viser sig, når et menneske begynder et misbrug.
I 2010 fik Ditlev Traasdal Madsen tildelt Kulturministeriets Idrætspris for sit oplysningsarbejde.


e-max.it: your social media marketing partner