- Onsdag, 26. november 2014

Støvringkoret giver koncert i ”Huset” i Støvring.

Ny leder af Støvringkoret, Helle Mogensen.
STØVRING: Støvringkoret har fået ny leder og har sammen med hende arbejdet på at få indøvet et nyt repertoire, som kan høres i ’Huset for levende ord og toner’ torsdag den 4. december.
Helle Mogensen er korets nye leder. I mange år har hun været lærer på Karensmindeskolen, hvor hun blandt andet underviser i musik.
Støvringkoret er et firestemmigt kor, og en del af arrangementerne er lavet af Helle Mogensen, som på flygel akkompagnerer både til kor- og fællessangene.
Repertoiret spænder fra Beatles, Leo Mathisen og Niels Henning Ørsted Pedersen over julesalmer og til kendte og elskede danske julesange.
Et flot lokale kommer til at danne rammen om en stemningsfuld aften, som forhåbentlig får folk til at gå hjem med smukke toner og glade julesange i ørerne.

