Årets sidste koncert i Stubhuset fredag den 16. november var trygt lagt i hænderne på Moonjam – et band med snart 30 år på bagen og med masser af musikalsk erfaring og tyngde.

Med denne invitation ind i et magisk, symfonisk og drømmende univers – beboet af minderne om det der var engang – blev det på mange måder en mindeværdig og storslået musikalsk rejse for både publikum, band og ikke mindst de frivillige, der baner vejen for at Stubhuset gang på gang kan levere rammerne for en god og lydmæssig sublim koncert-oplevelse. 

Moonjam består af Morten Kærså på syntheziser, keyboard, rytme, vokal og er helt klart bandets lysende midtpunkt og energiske kapel-mester. Broderen Rasmus Kærså på bas, vokal – leverer bandets puls – rytmisk og vedholdende. På fløjen – Mikkel Nordsø – der stort set er leveringsdygtig i næsten alt på en guitar. På modsatte fløj saxofonisten Thomas Edinger, der med stor sikkerhed og indføling fastholder Moonjams karakteristiske lyd og sidst men ikke mindst – i baggrunden på trommer, ja – en ung Peter Dyring, der har overtaget ”stikkerne” fra Klaus Menzer.

Moonjam har været væk fra musik-scenen i flere år, for så i 2009 at vende tilbage med ”Raining in Asia” og senest i 2011 ”Bandet og den uskyldige morder”.

Vi fik flere numre fra disse to udgivelser, men i første set var der flest numre fra tiden i 80’erne og 90’erne med bl.a. ”Blå bjerge”, ”Shaida”, ”Sarai” – der alle var med til at definere Moonjam’s særlige lyd – udsprunget af tiden med bl.a. Sneakers – i starten af 80’erne… Publikum lod sig let rive med - down memory lane og involverede sig i teksterne, rytmen og ikke mindst i nummeret ”Lunefulde måne”, hvor en gigantisk hvid ballon blev sendt ud i lokalet – til fælles fornøjelse og en smuk gestus, der understøttede nummerets stemning.

I det hele taget formår bandet og især – Morten Kærså – at skabe et univers, hvor både engle og mordere går hånd i hånd – men med en selvfølgelighed og forståelse for poesien i både ord og musik. Det er sværmerisk og forførende – uden at blive utroværdigt… Og så er der høj grad af intensitet og energi i fremførelsen – 

I andet set blev der helt klart skruet op for tempoet, genkendeligheden i numrene – ”Hvad er det, der sker” og ”Gennem ild og vand” fik publikum op ad stolene, de samlede sig dansende foran scenen eller hvor der nu var plads – det gjorde helt klart at bandet yderligere ”leverede varen”. Der sneg sig en hyldest til Michael Jackson ind  - ”Black or White”, godt skruet sammen og med fine musikalske nuancer….De understreger med egne ord ”Vi tror på englene, kære gæster” – og der var måske også én og anden, der kunne høre englene synge…

Ekstra-nummeret denne aften var ”One more night” – en Phil Collins klassiker… Det blev en rigtig fin, smuk og nærværende afslutning på en fantastisk aften, hvor himlen fandt vej til jorden – for en stund.