Foråret er allerede kommet til Himmerland; solen står højt på himlen, uret bliver om kort tid sat en time frem, og der er hektisk aktivitet på landmandens marker.

Under overskriften ”Himmerland – en landbrugsprovins” inviterer Venstres  folketingskandidat i Himmerlandskredsen, Per Bisgaard, til et forårsmøde på Volstrup. 

Landbrugserhvervet er ramme for aftenens indlæg, hvor direktør Torben Nielsen fra ”Copenhagen Fur” indleder med at fortælle om pelsbranchens succes gennem de seneste årtier. Fra at være en nicheproduktion for mange landmænd, så er minkavlere blevet særdeles synlige på den danske handelsbalance, idet eksporten for længst har oversteget 10 mia. kr. om året.

Ejerne på Volstrup, Jeppe og Erik Ugilt Hansen, tager imod gæsterne ved ankomsten og er guider, når turen går rundt om bygninger, dambrug, fiskesø, pelsforretning og det imponerende golfanlæg.

Efter rundvisning og besøg i pelsforretningen bliver der serveret smørrebrød i golfcentrets restaurant, inden indlægsholderne tager fat på aftenens program. Erik Ugilt Hansen som gennem flere årtier har drevet Volstrup fortæller om sine mange udfordringer på landbrugsområdet og ikke mindst om betydningen af de mange miljøtiltag, som skiftende regeringer har påført landbrugserhvervet.

Folketingskandidat for Venstre, Per Bisgaard, lægger med sit indlæg op til debat om landbrugets specifikke betydning for Himmerland og i det danske samfund i det hele taget. 

 


e-max.it: your social media marketing partner