- Onsdag, 14. november 2012
Med beredskabsforliget af 12. november bliver en overdragelse af atombunkeren Regan Vest mulig – dermed bliver anlægget offentligt tilgængeligt. Og det glæder borgmester Anny Winther.

- Med statens beslutning om at afhænde Regan Vest falder en brik på plads, som turisterhvervet og Rebild Kommune har ventet med længsel på. Nu er en helt afgørende barriere for realiseringen af et turistfyrtårn ryddet af vejen, og det bliver muligt at skabe en attraktion, som appellerer til rigtig mange mennesker. Stedet er spændende, fordi det fortæller historien om Den Kolde Krigs værste mareridt. Og så er det spændende, fordi det gennem mange år er lykkedes at bevare hemmeligheden om bunkerens eksistens og placering, siger borgmester Anny Winther.
Overdragelsen af anlægget sker ikke lige med det samme. I forsvarsministeriet har man endnu ikke fastlagt de nærmere betingelser for frigivelsen af den simple grund, at man ikke har kunnet arbejde med de praktiske detaljer, så længe Regan Vest var klassificeret. Borgmesteren håber på at få en udmelding fra staten inden for nogle måneder.
Overdragelsen skal formentlig ske til en selvejende driftsorganisation, som vil være afhængig af ekstern finansiering. Niels Moes fra Rebildcentret ved Tingbæk Kalkmine har stillet sig i spidsen for dette arbejde og er langt fremme med planer om opførelse af et velkomstcenter og renovering af bunkeren. I bedste fald vil offentligheden få adgang i 2014.

