- Onsdag, 4. november 2015



VEGGERBY: Den sidste søndag i oktober er traditionen tro BUSK-dag i mange kirker i landet. BUSK står for Børn-Unge-Sogn-Kirke.
I Veggerby og Øster Hornum var man derfor gået sammen om at arrangere årets BUSK-gudstjeneste i Veggerby kirke, hvor både FDF’ere fra begge byer og børnekoret fra Øster Hornum kirke medvirkede.
De blå skjorter var et festligt syn i kirken – både inden, under og efter.
Fanen blev under flot sang af børnekoret båret ind som indledning til en meget børnevenlig gudstjeneste. Her blev en bibelfortælling dramatiseret af de største FDF’ere, Væbnerne. Pilte og Puslinge/Tumlinge havde skrevet bønner, som de læste op, og der blev sunget sange med fagter og børnekoret sang flere gange under gudstjenesten.
En rigtig festlig formiddag i kirken, som traditionen tro blev fulgt op af en god middag i forsamlingshuset i Kirketerp.

