Gasoline gav den hele armen i Stubhuset.

Foto: Karsten Frisk.

Foto: Karsten Frisk.

Foto: Karsten Frisk.

STØVRING: Fredag den 11. november var ”damernes aften” i Stubhuset. Dels fordi der var et overtal af det kvindelige køn hos publikum, men især jo fordi der var et pigeband på plakaten.
Gruppen ”Gasoline” var aftenens gæster i det herlige Stubhus, og som bandnavnet antyder var det en aften i Gasolin’s tegn. 24 af den legendariske gruppes kendte og elskede sange leveret af fem pragtfulde piger: Ditte Brodde på trommer, Lisbeth Rysgaard på rytmeguitar, Birgitte Bjørn på leadguitar, Annette Bork på bas og ikke mindst Lise Münster Swendsen på vokal.
Gasoline, der vel må betegnes som en slags fritidsband, da de fem kvinder alle er travlt beskæftigede i andre orkestre og på teater- og musicalscener, er dannet i kærlighed til Gasolin’s musik. Men at sige, Gasoline er et kopiband, vil være forkert. De kopierer ikke Gasolin  men spiller Gasolin-numrene i deres egne fortolkninger. Således kunne man bl.a. opleve up-tempo udgaver af ”Alla-tin-gala” og ”Inga og Katinka”; ”Længes hjem” i en boogie-/rockudgave; mere rockende udgaver af ”Deruda’ ” og ”Se Venedig og dø (som jo egentlig var med Lone Kellermann men skrevet af Gasolin) og en udgave af ”Nanna” med en U2-agtig guitarbund.
Imidlertid er det lidt lyv at sige, de udelukkende spiller Gasolin-numre, hvilket de også selv erkender. Der var faktisk ikke færre end fem numre på aftenens program fra Kim Larsens første solo-album ”Værsgo” (solo-LP, som det jo var dengang). Men da Kim Larsen jo i den grad tegner Gasolin, og da vi alle elsker hans sange, må de siges at være tilgivet, da det er sange fra Lune Larsens spæde solokarrierer, hvor Gasolin kørte ved siden af, må pigerne siges at være tilgivet.
Gasoline er et meget velspillende band med en særdeles velsyngende forsanger, og at det også er en meget rutineret flok, skinner især igennem da Birgitte Bjørns guitar i starten af koncerten pludselig sætter ud. Det slår dem ikke af pinden – i stedet afføder det kommentarer om, at det vist er en billig spade, hun har købt, og at det i øvrigt er de andre, der har terroriseret den, fordi den har en grim farve, der slet ikke passer til hendes tøj. Sådan noget går man nemlig op i som pigeband. Men da Birgitte så fik sin anden spade til at virke, fik hun i den grad demonstreret, at Franz Beckerlee i hende har fundet sin lige-kvinde – hvis ikke sin over-kvinde.  Hun kan trykke den af.
Det var en aften med fuldt drøn på fra første til sidste minut. Eneste par minusser var, at lead-vokalen i starten var en smule fortrængt. Det blev der heldigvis hurtigt rettet op på, så man kunne høre, hvad hun sang. Til gengæld fik man ikke rettet op på, at bassen i 2. sæt næsten forsvandt helt ud af lydbilledet, og det var en skam. De to små minusser ødelagde dog ikke helhedsindtrykket af et meget dygtigt pigeband med fuld Gas på og med stor underholdningsværdi, som vi meget gerne ser vende tilbage til Stubhuset.
HL.