- Fredag, 30. januar 2015

Eleverne på Sortebakkeskolen var meget interesserede i både at se og høre om det nye, flotte maleri.

Det var en glad skoleleder, Gitte Rubæk, der på Sortebakkeskolens vegne kunne takke både kunstneren, Maria Dubin og giveren, Flemming Christensen, Sawo i Støvring, for den farvestrålende søhest, der nu danser på væggen i skolens Vandrehal.
NØRAGER: At en skole kvit og frit får skænket et 6 m2 stort maleri af en anerkendt kunstmaler, er ikke en hverdagsforeteelse. Det er ikke desto mindre lige netop, hvad der torsdag skete for Sortebakkeskolen i Nørager. Maleren er dansk-amerikanske Maria Dubin, der mødte op på skolen torsdag morgen med et tomt lærred og masser af malergrej. Den glade giver er fabrikant Flemming Christensen, Sawo i Støvring, der af egne midler har sørget for, at efterhånden de fleste skoler i Rebild kommune - og nu også Sortebakkeskolen - har fået forskellige flotte kunstværker, ikke mindst i form af Maria Dubins livsbekræftende søhestemalerier.
- Torsdag morgen var vi faktisk lidt nervøse for, hvad der ville ske, fortæller skoleleder Gitte Rubæk. Vores elever var meget optagede af det, der skulle foregå, og inden Maria gik i gang med maleriet, havde vores børn mulighed for at stille spørgsmål. Og med børnenes store spørgelyst, så var klokken kvarter over 9, før Maria kunne begynde med pensler og maling.
Men derefter gik det stærkt, og i løbet af dagen kunne de mange interesserede børn opleve, hvordan farvestrålende og dansende søheste indtog det store lærred. Så da klokken var 13.20, var maleriet færdigt, og den planlagte fernisering kunne begynde.
- Vi er utroligt taknemmelige for Flemmings flotte gave. Vi ville aldrig selv have mulighed for gå ud og købe et kunstværk af denne kaliber til skolen, og jeg blev utrolig glad, da Flemming ud af det blå dukkede op, og spurgte, om vi var interesserede i at modtage denne kunstgave. Så en kæmpe tak til Flemming Christensen, siger en glad skoleleder.
Maria Dubin har lavet store udsmykningsarbejder over store dele af verden, og i Danmark kan hendes værker bl.a. opleves i både København og Aalborg Zoo, og ikke overraskende er hendes motiver oftest hentet i dyre- og planteriget. Maleriet på Sortebakkeskolen kalder Maria for ’Pygmæ søhest’ og er det seneste i den række af søheste-malerier, som Flemming Christensen har skænket til skolerne i Rebild. Men til ferniseringen kunne Flemming Christensen love, at det ikke er det sidste af sin slags, som vil give skoleeleverne i Rebild kommune mulighed for at få noget smukt at kigge på.

