Alle skolens elever i var samlet i skolens samlingssal for at søsætte skolens nye tiltag omkring trivsel.

Skoleleder Peter Hansen gav udtryk for vigtigheden i en god omgangstone og i god opførsel.

SKØRPING: Fredag den 4. marts startede et nyt tema i Skørping Skoles ”ordentligheds-kampagne”: Trivsel og gode relationer.
Første tema på Skørping Skole blev skudt i gang i efteråret og fokus her var oprydning og ordentlighed i klassernes lokaler. Ved juletid blev fire klasser – en fra indskolingen, en fra mellemtrinet, en fra overbygningen og indskolingsgruppen i AK klassen – kåret som de klasser, der er bedst til at holde orden i klassen. Kåringen udløste en præmie: en biograftur til 4.C og 9.C, legetøj til 0.B og AK klassen fik et gavekort til en dyrehandel. Kampagnen fortsætter et stykke tid endnu og de klasser, der af deres lærere får flest smileys for bedste oprydning inden påske, indkasserer en kasse sodavand.
Fredag den 4. marts var national trivselsdag for landet skoler og på Skørping Skole havde man valgt en spændende og sjov indgangsvinkel til trivselsdagen.
Alle elever og lærere på skolen samledes kl. 10 i skolens festsal, hvorefter skoleleder Peter Hansen bød velkommen. Repræsentanter fra elevrådet Emil, Ida Marie og Emil fortalte om vigtigheden af at have gode relationer til hinanden og herefter var der underholdning med sang og musik, som naturligvis drejede sig om trivsel og god opførsel overfor hinanden.
Kl. 10.30 – 11.30 drøftede man i de enkelte klasser, hvordan der kan skabes gode relationer til hinanden på skolen, i klassen, mellem klasser. Hvordan undgås det, at de store elever smutter foran de små i køen til boden? Hvordan slippes der for ballade, når der er sne – når leg bliver til alvor? Hvordan lærer skolens elever hinanden bedre at kende? Hvordan bliver frikvarter endnu bedre?
Hver klasse skulle komme med konstruktive forslag, der efterfølgende blev afleveret til videre bearbejdning. Vigtigt er det, at det er børnenes idéer, som kommer frem.
Alle klasser arbejdede på højtryk med forslag og der kom masser af nye og spændende idéer frem.
At børnene trives i klassen og på skolen er af største vigtighed, fortæller skoleleder Peter Hansen og fortsætter: God trivsel er nemlig en forudsætning for et godt undervisningsmiljø og dermed en vigtig del for den enkeltes udbytte af undervisningen. Både skolen og hjemmet bærer ansvar for den enkelte klasses trivsel. Det betyder uendeligt meget, at der derhjemme tales positivt og respektfuldt om de andre elever i klassen og om skolen. At børnene mærker forældrenes interesse for de andre elever og at der blandt klassens forældre tages ansvar for, at alle i klassen skal have det godt, slutter Peter Hansen.
DS & HH


e-max.it: your social media marketing partner