- Torsdag, 18. oktober 2012
Effektiv-PC i Nørager tilbyder ”afhent-dagen-efter”-service

Steen Lauritzen har travlt i det lille værksted. Udover edb-reparationer fylder iPhone-opsætning og udskiftning af blandt andet ødelagte skærme godt på ordrelisten.
- I forvejen har vi et godt værksted med reparation af computere og printere, så derfor var beslutningen om at udvide med reparation af iPhones hurtig taget, fortæller Steen Lauritzen der er indehaver af Effektiv-PC i Nørager.
- Vi hjælper mange - både firmaer og private - med at opsætte deres smartphones til f.eks. netværk, e-mail osv. Flere og flere virksomheder vil gerne have lidt ekstra kontrol med deres telefoner, og derfor får mange allerede nu installeret special software, der holder øje med telefonen, og i tilfælde af tyveri sletter telefonens data og igangsætter en sporing.
- Det er især telefonmærket iPhone, der sigtes imod, fortæller Steen Lauritzen. - For at en reparation kan betale sig, skal telefonen helst repræsentere en vis værdi og være af en vis kvalitet. Netop her udmærker iPhone sig, idet der er mange af disse i omløb, og deres ejere er kede af at undvære telefonen i alt for lang tid. Derfor er vort koncept med en dags reparationstid blevet taget rigtigt godt imod.
Selvfølgelig repareres også andre modeller. Her er alle reservedele dog ikke altid på lager, og derfor kan reparationstiden godt blive et par dage længere.
- Udover opsætning og reparation tilbyder vi også hjælp til brug af telefonerne samt kontrol af om telefonens abonnement er det rigtige, afslutter Steen Lauritzen.

