STØVRING: Fredag den 8. november var der debut-koncert i Stubhuset. Ikke i den forstand, at det var orkesteret, der debuterede, men i den forstand, at det var første gang, det gæstede Stubhuset.
Det Stubhus-debuterende band var intet mindre end engelske Oysterband, der i vide kredse i Danmark gennem flere år på festivaler og til koncerter har været kendt som et godt, gedigent, velspillende og medrivende orkester. Nu var det så Støvrings tur.
Oysterband har sine rødder helt tilbage i 70’erne, startende som danseorkesteret ”The Oyster Ceilidh Band”, der – med rødder i blandt andet punk-musikken – efterhånden begyndte at eksperimentere med radikale arrangementer af traditionelle, engelske folkemelodier  og siden fandt ”deres stil” i en hjertevarm respekt for den gamle, britiske musikkultur og for de gamle sange.
Med skiftende besætninger – men med en kerne bestående af Ian Telfer på violin, Alan Prosser på guitar og karismatiske og velsyngende John Jones på vokal – har Oysterband i mere end et kvart århundrede begejstret både hjemlandet, en stor del af den øvrige verden og – ikke mindst – Danmark. Og nu fik man så chancen for ved selvsyn at opleve bandet på Stubhusets scene i Støvring.
Der var ikke helt fyldt sal, men koncerten var rigtig pænt besøgt, og på de mange, ægte Oysterband-fans, der var til stede denne fredag, kunne man mærke, bandet har været et længe ventet navn i Stubhuset efter at have været et stort koncertnavn i Danmark gennem flere år.
Undertegnede var selv Oysterband-debutant, men havde set frem til aftenen efter i flere år at have læst om, hvor godt et live-band, Oysterband er. Og lad det være sagt med det samme: De levede fuldt ud op til forventningerne og lidt til.
De rutinerede herrer leverede en virkelig god, intens, nærværende og underholdende koncert indeholdende numre fra flere år tilbage fra deres store, store ”sangbog” over nyere numre til helt nye numre fra deres kommende 2014-CD, som i hvert fald et par publikummer gav udtryk for, de helt sikkert skulle have fingrene i, når den udkommer.
Af en eller anden grund bliver danskere ekstra begejstrede, når de hører engelsk, irsk og skotsk folkemusik, men der måske nogle fælles rødder dér. I hvert fald var der også med Oysterband klap og fodtramp, når Oysterband hev de traditionelle numre frem med harmonika og violin i front. Det kan Oysterband nemlig også. Men også på de øvrige folk-rock’ede numre fornemmede man en sal, der var rigtig godt med – med Oysterband-fans’ene i front. Og ikke uden grund.
Oysterband leverede varen. De kan deres håndværk, men det virkede på intet tidspunkt som et rutinejob, der blot skulle overstås. De ville give en god koncert. Naturligvis med John Jones i front, der på behørig, humoristisk, varm og vedkommende vis guidede os igennem aftenens numre foran nogle rutinerede musikere, der gav publikummet i Stubhuset en rigtig, rigtig god aften, der kun kalder på en gentagelse. Forhåbentlig hvor mange flere næste gang via mund-til-mund har fået ørerne op for, hvad de gik glip af denne fredag aften, hvis de i stedet havde valgt ”Vild med dans”. Stort cadeau til Oysterband – og stor respekt for især deres totalt ukrukkede afslutning på koncerten.
Normalt forlader de fleste musikere scenen for at gå ud bagved og så siden komme tilbage virkende totalt overraskede over, man vil høre noget mere. Sådan var det ikke med Oysterband. De vidste godt, vi rigtig, rigtig gerne ville høre mere. De ville naturligvis også gerne modtage den stående hyldest, men vælger i stedet at blive på scenen og modtage den, for SÅ at give ekstra numre. Det virker meget, meget mere ægte. Specielt når de så som afslutning leverer nummeret ”Put Out The Light” totalt og ægte akustisk uden nogen som helst elektrisk forstærkning, stående på gulvet foran scenen og direkte foran publikum. En i Stubhus-sammenhæng meget modig øvelse, da salen uden forstærkning er totalt lyddød (derfor er Stubhuset et så godt koncertsted). Men de gjorde det, og de kørte den hjem – særligt med hjælp fra et respektfyldt publikum, der nemt kunne have snakket, råbt og piftet, men i stedet var nærmest ærbødigt overfor Oysterband’s afslutning. Det var stærkt og godt gået af både band og publikum og kalder absolut på et gerne meget snarligt genhør. Man glæder sig allerede.
LH