- Onsdag, 3. august 2016
I dagene fra den 20. juli til den 29. juli deltog tre spejdere fra Det Danske Spejderkorps i Støvring i Roihu2016 – den hidtidige største finske spejderlejr.

Fællesåbning mellem træerne.

Alle satte deres eget fingeraftryk på lejren.

Der arbejdes koncentret med de kinesiske tegn og betydning.
Det er altid en oplevelse at være på spejderlejr, da det giver ny inspiration til spejderarbejdet hjemme i egen gruppe, men samtidig så er det også spændende at møde nye spejdere og stifte bekendtskab med hvordan man arbejder med spejd andre steder.
Det var således tre spændte spejdere (Birgitte – leder, Rikke – Klan og Louise – Trop), der den 20. juli ventede på at komme med flyv til København og videre til Helsingfors. Fra Helsingfors skulle bus bringe spejderne de 120 km til lejrområdet ved Evo Nationalpark.
Når man kommer til en ny spejderlejr, så er der mange ting, som skal læres. På lejren var der 17.000 spejdere, hvor af de 4.000 kom fra andre lande end Finland. For de besøgende spejdere var det lidt af en udfordring, når 90 % af skilte og informationsmateriale til en start kun var skrevet på finsk - og kun finsk.
De tre Støvring spejdere lå i en underlejr med finner, østrigere og hollændere, så kommunikationen blev en blanding af brudstykker af mange sprog og fagter – men når man er interesseret i en god kommunikation, så går det trods alt. Nogle ord er dog gode at lære, käymälä er et af dem – det betyder nemlig toilet.
Det var dog ikke alle steder, at det finske sprog var en udfordring. I lejrens bibliotek blev bøger og blade på finsk flittig søgt, men det var nok mest fordi biblioteket var indrettet med hængekøjer, og derfor var et godt sted at hvile benene.
Lejren lå midt ude i skoven, så telte blev slået op, hvor der nu var plads til det. Flere spejdergrupper havde valgt at medbringe hængekøjer til overnatning, og hos finnerne er det ikke ualmindeligt, at hængekøjer hænger i ”etager”, således at der kunne være tre hængekøjer over hinanden.
På lejren var der planlagt en del aktiviteter, hvor spejderne blev udfordret på forskellige måder. Der var mulighed for forskellige vandaktiviteter, hvor man blandt andet skulle redde sig fra en synkende båd over i en redningsflåde, der kunne bygges fuglekasser som kunne gives til naturbeskyttelse og man kunne lære at forstå en bæver og så tage ud og besøge en.
Ved en aktivitet var der mulighed for at skrive et postkort med lidt om hvad man havde lavet på lejren, og så samtidig sende en hilsen. Der var 12 postkasser, som hver var til et ældrecenter. Postkortene blev afleveret til ældrecenteret, hvor de blev læst op for beboerne.
Spejderne fra Støvring prøvede også at lege med sanserne, hvor der skulle samles forskellige brikspil, når man ikke kunne se. En anden udfordring, som spejderne kastede sig over, var sammen med kinesiske spejdere at lære kinesiske skrifttegn, men konklusionen var, at det trods alt var lettere på Fairtrade-aktiviteten at lave en banansmoothie. Ved denne aktivitet scorede de danske spejdere store point, da de kunne fremvise, at deres uniformer havde et fairtrade-mærket i nakken.
Genbrugstanken var gennemført på lejren. I lejrens boder kunne man købe både kaffe og softice. Det blev udleveret i små bægre, men kom man med sin egen spejderkop, så fik man væsentlig mere til samme pris, da man jo så havde sparet en udgift på emballage.
En ting, der adskilte Roihu2016 fra typiske danske spejderlejre var maden. I Danmark bruges madlavning som en fælles aktivitet. På lejren var der forbud mod at have bål på grund af brandfare, så al mad blev udleveret på centrale steder. Her blev der skiftet bekendtskab med forskellige finske madspecialiteter, og som noget nyt for de danske spejdere – pulverhavregrød, der på baggrund af smagen ikke blev spået en stor fremtid på lejre hos DDS Støvring.
Efter en uge på spejderlejr sluttede de tre spejdere af med nogle dage i Helsingfors. I Helsingfors var der lejlighed til at se nærmere på byens seværdigheder og shoppingliv – herunder butikker med bjørnepate, mummitrolde og andre finske særkender. Spejdertørklæderne blev bibeholdt på hele tiden, da man så kunne genkende andre spejdere, når man mødte dem i byens gader.
I 2017 står den for spejderne på den danske landslejr i Sønderborg med op mod 40.000 deltagere, og måske også et smut til Sverige for lige at få stemningen fra den svenske landslejr.

