- Torsdag, 12. juni 2014

Indvielsen blev et tilløbsstykke.

I markedsteltet var der mange lækkerier.

STØVRING: På trods af bygevejr og til tider lang kø foran rådhuset var der god stemning, da det nye rådhus blev indviet. Kl. 13.00 tog borgmester Leon Sebbelin ordet for at indvie den nye arbejdsplads for rådhusets 165 medarbejdere.
Leon Sebbelin roste både totalentreprenør og håndværkerne for at holde tidsplanen og for et godt byggeri. Bagefter fortalte tidligere borgmester Anny Winther, at det færdige byggeri levede op til det indre billede, hun havde haft, da bygningen endnu kun var en tegning på papir.
Direktør Søren Worup fra Færch & Co. overrakte, på vegne af firmaerne bag byggeriet, en ganske speciel gave i form af en fotografisk udsmykning i sort-hvid af den nye byrådssal. Udsmykningen udgøres af udvalgte motiver fra Rebild Kommune, som vil blive monteret på 30 kvadratmeter lyddæmpende plader. Fotograf Louise Dybbro er bestilt til at løse opgaven.
Et markedstelt foran rådhuset var sammen med Marimbaorkestrets muntre toner med til at festliggøre indvielsen. Ved boderne kunne de mange fremmødte smage lækkerier fra lokale fødevareproducenter, hvor det også var muligt at gøre en god handel. Søren Risborg fra Rebild Naturskole servede nyrøgede ørreder fra Rebildcentret. Hos Bisgaard Vinhandel og Guldbæk Vingård var det travlhed hele eftermiddagen, og Guldbæk Vingaard uddelte i alt 224 smagsprøver. Der var oste fra Katrineholm Mejeri, mens Frugthaven tilbød æblemost, honning og marmelade. For den søde tand var der fristelser fra Jacobsens Bageri.
Guidede ture
Alle tålmodige kom ind i det nye rådhus og fik en rundvisning med guide. I turen indgik en fremvisning af det centrale atrium, hvor borgerne bliver betjent, kantinen og byrådssalen. Førstesalen, hvor der normalt ikke er adgang for gæster, blev også vist frem. Her var det muligt at se borgmesterkontoret og at høre om erfaringerne med at arbejde i et storkontor.
Rådhuset vises frem igen den 18. juni.

