Udtrykket kan synes noget barskt. Men ikke desto mindre var det overskriften på et foredrag af skuespiller Søs Egelind, der i samarbejde mellem Stubhuset, Kræftens Bekæmpelse, LOF-Rebild og Rebild-Bibliotekerne afholdtes i Stubhuset torsdag den 26. februar.

Tilhørerne i et næsten fyldt Stubhus fik en forrygende aften i selskab med Søs Egelind.

STØVRING: Stubhusets daglige leder Helle Jørgensen bød velkommen til Søs Egelind, der kort præsenterede sig selv – 56 år, født i Silkeborg og har haft to af hinanden uafhængige kræftsygdomme. Det har været lymfekræft og galoperende modermærkekræft. Begge sygdomme er nu overvundet, og Søs Egelind er erklæret rask.

Da hun fik konstateret sin første kræftsygdom – lymfekræft – og skulle i kemobehandling var hendes første tanke: ”Nu mister jeg håret! Nå – det kan da være sjovt, at se mig sig selv uden hår!”. Men hun måtte snart sande noget andet. Hun blev ganske overrasket over, hvor meget ”kraft”, der i virkeligheden sidder i håret. Hver gang man går forbi et spejl, bliver man mindet om sin sygdom.
Efter denne kontante introduktion, fortalte Søs Egelind om sin barndom, der ikke altid har været en dans på roser. Forældrene blev skilt. Klasselæreren fru Fibæk kunne ikke lide Søs. Og det var gensidigt. Hun fik hurtigt øgenavnet fru ”Fissebæk” (mon ikke der lå lidt hævn i det øgenavn?).
Når alle elever skulle til idrætsstævne, blev Søs nægtet at deltage. Hun fik at vide af fru ”Fissebæk”, at hun bare kunne gå hjem, og det gjorde hun så. Hjemme i haven legede Søs Olympiske Lege, hvor hun selv deltog og vandt alle discipliner. Der var speak og medaljeoverrækkelse og det hele!
Så fik Søs Egelind lymfekræft – og hvad så? Skal man droppe livet? Nej – det skal man ikke. Hun erindrede Einsteins ord: ”En dag skal vi alle dø, men alle de andre dage skal vi leve”. Med disse ord i erindringen startede Søs Egelind sin kamp mod kræften. Hun konstaterede, at det er vidunderligt at måtte sige ”Ja tak”. Der var jo så mange, der gerne ville hjælpe. Og kan man så ikke bare sige ”Ja tak” og ikke så meget ”ja – hvis du har tid – kun hvis det ikke er til besvær?”. Sig ja tak!
De, som led mest under Søs Egelinds sygdom, var de pårørende. Ikke hende selv. Hendes sygdom kom voldsomt og pludseligt. Hun havde ikke overskud til at tage sig af sine pårørende. Alle var usikre og bange. Efter sygdommen fik hun en stor opgave med at tage sig af de pårørende og ”samle dem op” igen.  
Da Søs Egelind kom på hospitalet og skulle opereres mødte hun en lille, flink kirurg ved navn Kierkegaard, der meddelte, at han skulle operere hende. Ikke så gode associationer til dét navn.
Efter operationen meddelte Kierkegaard, at de fandt en masse sygdom, og nu skulle de nok få hende gjort rask igen. Herefter blev hun overladt til en onkolog (kræftlæge), som straks fik øgenavnet ”Pasgængeren”. Han var totalt blottet for empati. Det endte med, at Søs Egelind skældte ham huden fuld, så han gik baglæns ud af lokalte. Herefter kom ”Oversætteren” (en sygeplejerske), der  i venlige, opmuntrende toner kunne forklare, hvad ”Pasgængeren” havde sagt. ”Pasgængeren” dukkede op igen den næste dag, men stadig blottet for empati og humor. ”Vi har brug for humor, når vi skal tale om dét der med K.” (ordet ”kræft” blev ikke nævnt). Når man får en så alvorlig diagnose, har man svært ved at forstå, at verden stadig kører videre. Hvordan kan bilerne på gaden køre videre? Hvordan kan samfundet fortsætte? Jeg har jo kræft!
Lægerne har nøglefunktioner, når man har kræft. Men lægerne er langt fra altid gode nok til at formidle budskaberne. ”Hvis jeg kan få 11 minutters opmærksomhed fra en læge, har jeg måske brug for 11 timer!”, siger Søs Egelind. ”Og så er der den forbandede ventetid. Man venter i ugevis på svar fra prøvetagning. Det må der gøres noget ved! Og hvad med den medicin man får? Er det den rigtige og den bedste? Eller blot den billigste og næstbedste?”
Søs Egelind har overlevet to kræftsygdomme og er taknemmelig for det. ”Det er en ekstra gave at få lov til at overleve”, siger hun. Hun tog et båndmål af papir. Båndmålet var 100 cm langt. Hvis man forestiller sig, at 1 cm svarer til 1 år af éns liv, udgør målebåndet 100 år. Søs Egelind rev målebåndet over ved 85 cm. ”Jeg bliver nok ikke ældre”, siger hun. Derpå rev hun båndet over ved 56 cm, svarende til sin alder. Nu stod hun så med resten af målebåndsstykket imellem 56 cm og 85 cm. ”Dette svarer til resten af mit liv. Det skal leves! Husk, kroppen er kun et hylster for tanker og erindringer. Påskøn og vær et godt menneske, mens du er her. Jeg synes, ”man må”, når man har kræft.” Søs Egelind har prøvet alternativ behandling og spist hashkager. Fantastisk virkning. ”Hvornår bliver man klar over, at her er en fantastisk behandlingsmulighed? Hash til medicinsk brug bør legaliseres straks!”
Livet efter kræft er anderledes. Det er ikke som ”det plejer”. ”Plejer” er død og borte. Man skal leve livet. Hvor langt Søs’ liv vil blive, ved hun ikke. Det er også lige meget, siger hun. Søs har haft glæde ved hele livet at kunne sig ja og opleve en masse eventyr. Der er så mange positive danskere. Man behøver ikke tage til Sydeuropa for at opleve passion. Man kan blot tage til en katteudstilling i Helsinge, og hér kan man virkelig finde passion! Man skal bare have øje for det.
Som man måske kan fornemme, var Søs Egelinds foredrag hele vejen igennem præget at lige dele alvor og humor. Hun mestrede på fornemste vis at gøre et alvorligt emne tilpas let og humoristisk uden på nogen måde at virke overfladisk, arrogant eller ligegyldig og altid med respekt for sine medmennesker.
Tilhørerne i et næsten fyldt Stubhus fik en forrygende aften i selskab med Søs Egelind omkring et dødsens alvorligt emne, hvor gåpåmod og håb blev videregivet til de, som har behov for det.