- Tirsdag, 4. oktober 2011

Alle de seje sørøvere samlet ved skibet.

Her er nogle børn i gang med at fange lygtepæle.

Børnene ankommer til Katbakken.
STØVRING: Børnehaverne i Støvring Syd - Børnehaven Toppen, Spiren og Svanen, har i uge 38 deltaget i Bevægelsesugen arrangeret af Rebild Kommune i samarbejde med Børneulykkes fonden og DGI. Det har været en uge fyldt med bevægelse for børn i alle aldre.
Formålet med projektet har været at sætte fokus på børns bevægelse i dagligdagen. Det opfordres til, at børnene skal bevæge sig minimum 1 time om dagen – heraf ½ time i børnehaven. Denne opfordring har børnene i hvert fald levet op til i denne uge!
Man har hver dag lavet en masse forskellige lege, som man har fundet fra inspirationskataloget ”Hej skal vi lege?” En del af den pakke, som fulgte med projektet.
Det har været nogle meget aktive og engagerede børn, som har deltaget i projektet, og man kan roligt sige, at de har bevæget sig langt udover en time om dagen!
Projektet blev, for de ældste børn i børnehaverne, afsluttet med en tur til Katbakken i Øster Hornum, hvor temaet var ”Sørøverne”. Alle børn skulle i dagens anledning klædes ud som sørøvere, og skattejagten indeholdt en masse poster, hvor børnene skulle bevæge sig. Efter øvelsen fik hver gruppe så en brik til et skattekort, og til sidst fandt man Kaptajn Klo’s efterladte skat. Det blev en rigtig dejlig dag, hvor børnene på tværs af børnehaverne havde mulighed for at stifte bekendtskab med de børn, som de til foråret skal starte i mini-søhulen med.

