Team Rebilds U14 Drenge var blandt de fire hold fra den arrangerende klub, og snuppede andenpladsen i turneringen.

Stemningen var i top i en fyldt Arena Himmerland, da finalerne blev afviklet påskedag.

STØVRING: Påskedag var der finaler i Støvring Håndbolds store stævne, Puma Cup, som blev afviklet for 16. gang. Igen i år blev det såvel en organisatorisk som en sportslig stor oplevelse for de godt 1200 deltagere fordelt på 95 hold fra Tyskland og Danmark.
Placeringskampene blev afviklet i de to haller i Arena Himmerland, således at kampene om tredje- og fjerdepladserne blev spillet i den gamle hal, samtidigt med at finalerne blev spillet i den nye hal. Dermed var der mulighed for en samlet præmieoverrækkelse umiddelbart efter kampene og det gav en rigtig god stemning i hallen.
Turneringen, som strakte sig fra skærtorsdag til påskedag, blev i lighed med tidligere år afviklet i en god og sportslig atmosfære i syv haller i Rebild kommune, hvor de godt 320 kampe  fandt sted.
Arrangørerne fra Støvring Håndbold kan se tilbage på endnu et vellykket og succesfuldt håndboldstævne, og Hans Jørgen Møller fra styregruppen udtrykker sin store tilfredshed med afviklingen af stævnet: - Det hele er gået over al forventning, og vi har fået utrolig mange positive tilkendegivelser fra deltagerne og at klubberne har været tilfredse bevidner det faktum, at vi allerede nu har mange tilmeldte hold til næste års stævne.
Akilleshælen i stævnet er det store behov for frivillige hjælpere, hvor der i alt skal bruges over 250 personer til alt fra bespisning og brandvagter på skolerne over tidtagning og turneringsafvikling til opsyn ved diskotek og i svømmehal. Heldigvis har mange igen i år valgt at bruge noget af deres påske som frivillige hjælpere og dermed ydet en stor og uundværlig indsats, slutter Hans Jørgen Møller, og retter samtidig en stor tak til de mange frivillige hjælpere samt Karensmindeskolen, Støvring Gymnasium, Rebild Kommune og alle de øvrige samarbejdspartnere, som Puma Cup 2014 har haft.

 

Ved dette års Puma Cup blev der uddelt førstepræmier til følgende klubber:
U10 Piger:        Hobro IK
U10 Drenge:   
Skanderborg Håndbold
U12 Piger         Slesvig IF
U12 Drenge:   
Skanderborg Håndbold
U14 Piger:        Skanderborg Håndbold
U14 Drenge:
Skanderborg Håndbold
U16 Piger:        HIK/Rosendal
U16 drenge:   
TRIF


e-max.it: your social media marketing partner