- Torsdag, 22. december 2011

Britta Madsen og Søren Gøttrup ses her sammen med de tre vindere af tegnekonkurrence, Mathilde Sadolin, Cecillia Frisk og Mark Bisgaard.
STØVRING: I november måned var der læsebånd, med fokus på faglæsning på Bavnebakkeskolen, og efterfølgende blev der udskrevet en tegnekonkurrence for mellemtrinet (4.-6. klasserne), hvor de skulle udtrykke deres læseoplevelse billedligt.
Der blev i alt indleveret 150 tegninger, og efter den første udvælgelse, gik 39 videre i konkurrencen. De 39 tegninger blev udstillet på skolen, hvor de øvrige elever havde mulighed for at betragte og vurdere tegningerne.
Efter elevernes afstemning blev 10 tegninger udvalgt, og disse blev sendt videre til glaskunstnerparret Britta Madsen og Søren Gøttrup, som skulle foretage den endelige vurdering og vælge en 1., 2. og 3. plads.
Den 19. december var skolens mellemtrin samlet i festsalen, hvor afsløringen af vinderne fandt sted. På en 3. plads kom Mark Bisgaard fra 6.a og på 2. pladsen kom Mathilde Sadolin fra 5.a mens 1. pladsen gik til Cecillia Frisk Christensen fra 5.b.
De tre tegninger blev valgt, fordi de viste en personlig fortolkning og et selvstændigt udtryk.
Som belønning til de tre elever var der præmier, som kunne deles med klassen.
DS & HH.

