- Tirsdag, 26. august 2014
75 børn og voksne i alderen 2 år til 73 fra Rebild Kommune deltog i Kræftens Bekæmpelses arrangement ”Stafet for Livet” i Karolinelund i Aalborg. Det store deltager antal gjorde, at holdet i år var det tredjestørste, og ikke mindre end 26 personer deltog i de samtlige 24 timer, som løbet varede.

”Maries Stjerner - Team Rebild” deltog i Kræftens Bekæmpelses ”Stafet for Livet” i Karolinelund i Aalborg.

En baneomgang var på 920 meter, og man kunne frit vælge mellem gang og løb.

Det var anden gang, at Aalborg arrangerede stafetten, der var åben for alle. ”Maries Stjerner - Team Rebild” kunne sammen med de andre deltagere medvirke til at støtte og gøre en forskel i kampen mod kræft. Stafetten var ikke en konkurrence, men havde udelukkende til formål at indsamle og synligøre behovet for penge til forskning, forebyggelse og behandling af kræft.
I Karolinelund var der mulighed for at campere med vogn eller telt, og for børn var der boldbane, hoppeborg, legeplads, ansigtsmaling mm. Lørdag aften efter mørkets frembrud deltog alle i en smuk lysceremoni.
Stafetten varede 24 timer lige som kampen mod - og livet med - kræft foregår hele døgnet. Stafetten på det enkelte hold skulle derfor som udgangspunkt være i gang hele døgnet. En baneomgang var 912 meter og man kunne frit vælge om man gik, løb, kørte med barnevogn eller andet. Hver en omgang talte, idet nogle hold havde aftalt sponsorering af omgange. For andre var det bare en symbolsk og hyggelig konkurrence med de andre hold om at opnå flest omgange. For ”Maries Stjerner - Team Rebild” med Lene Kragelund som holdkaptajn, blev der gået/løbet omgange svarende til ca. 1644 km og med kr. 3.- i sponsorpenge pr. omgang blev det til 18.451,50 kr.
Runderekord på holdet tog Laurits Hosbond med 81 runder - svarende til 74 km, og den kvindelig runderekord tog Malene Blach med 70 runder - svarende til knap 64 km.
Mange deltagere på holdet fra Rebild var dels venner og familie, der deltog for at mindes Lene Kragelunds datter Marie, som døde for 2½ år siden af leukæmi, 10 år gammel og dels venner og familie til Bettina Larsen, som lige har været gennem et kræftforløb. Derudover var der også personer fra Rebild, som havde deres egne kræfthistorier med i bagagen, men som ikke kendte andre fra holdet, da de meldte sig til. Det kom de til og der blev knyttet mange venskaber i løbet af det døgn.
”Stafet for Livet” er et landsdækkende initiativ under Kræftens Bekæmpelse og ”Maries Stjerner - Team Rebild” har allerede meldt sig under fanerne i Aalborg til næste år.

