Torsdag den 16. februar stod Kristian Lilholt nok engang på scenen i Stubhuset og endnu engang i selskab med sine trofaste følgesvende: Lasse Jørgensen på bas, percussion og teknik, Ida Friis Virenfeldt på sang samt spolebåndoptageren Steffen Stabil. Foto: Karsten Frisk.

Vi blev budt indenfor i Kristian Lilholts univers. Foto: Karsten Frisk.

STØVRING: Torsdag den 16. februar stod Kristian Lilholt nok engang på scenen i Stubhuset og endnu engang i selskab med sine trofaste følgesvende: Lasse Jørgensen på bas, percussion og teknik, Ida Friis Virenfeldt på sang samt spolebåndoptageren Steffen Stabil.

Vi blev budt indenfor i Kristian Lilholts univers med det smukke nummer ”Next Summer” fra Kristian Lilholts ’88-udgivelse af samme navn. Efter at være grundigt instrueret i at nummeret ville vare seks minutter og ti sekunder, og at publikum bagefter skulle klappe som vilde, for så ville orkesteret få masser af selvtillid, kunne man læne sig tilbage, lukke øjnene og, med Kristians egne ord, lade sig føre med ”på langfart i hovedet”. Det er utroligt smukt og stemningsfuldt instrumentalmusik, han komponerer, som sagtens kan forvandle en trist, mørk og halvkold februar-torsdag til en lys og varm vinteraften.

Efter første nummer blev der budt velkommen til en nystilet Ida Friis Virenfeldt, som de to gamle ”boy-bande’ere” Kristian og Lasse, ligesom vi andre, sætter stor pris på. Først og fremmest fordi hun jo synger skønt, men også fordi hun ser godt ud og i den grad er med til at trække trioens gennemsnitsalder væsentligt ned. Herefter var koncerten en vekslen mellem Kristians flotte instrumentalnumre og nogle af hans sange med overtal af de engelsksprogede, som har tekster af ”Kylling” – alias Brian Patterson.

I Stubhuset blev vi også præsenteret for LAND-projektet, hvor Kristian Lilholt har sat musik til otte fantastiske, årstidsafvekslende landskabsmalerier af kunstneren Carsten Frank og dennes egne kommentarer til billederne. Det hele suppleres med otte stemningsfulde film af Kim Søgaard, hvoraf vi blev præsenteret for to. Her smelter billedkunst, filmkunst og musik sammen og går op i en højere enhed. Det er virkelig smukt. Det hele samles i et stort projekt i foråret med symfoniorkester og solister som f.eks. Michala Petri, Lise Dandanell og Nanna Lüders og bliver helt sikkert en storslået oplevelse, som er værd at gå efter.

Torsdagens koncert blev i vanlig stil afviklet i et afslappet, tilbagelænet og roligt tempo med en næsten underspillet, men lun, humor fra Kristian, der var rigtig glad for at være tilbage til et sted, hvor han vidste, man kunne forstå, hvad han sagde. På denne jysk-sindrige facon fik han så ledt os både til Gibraltar over Grækenland, en tur ”på den anden side” efter døden og helt til St. Croix, hvor trioen havde været på turné. Her havde de blandt andet mødt indfødte, kulsorte 92-årige Otto Tranberg Hansen og næsten fået et hit med ”Don’t Say This Is The End”, fordi den havde noget reggae over sig. I den forbindelse oplevede de, hvordan det kulsorte publikum, der næsten ikke kunne ses i den mørke aften, pludselig ved at åbne øjnene og at smile fik det til at lyse op. Og sådan er det med Kristians musik: Man bliver i dejligt humør, får let til smilet og føler sig samtidig både beroliget og tryg og lader sig sive med i de smukke klangstrømme.

Inden trioen sagde farvel, blev vi ”truet” med, at jo mere vi klappede, desto længere tid ville de spille – for de kunne sagtens blive ved, det er jo det, de elsker, hvilket man tydeligt fornemmer. Men alt får jo en ende, så vi blev sendt hjem med ”Café Måneskin” og en god oplevelse samt mange indre billeder rigere. Kristian, Lasse og Ida blev sendt hjem med stående applaus og helt sikkert et ønske om et gensyn.

HL.