På søndag skal vi høre lignelsen om ”Den Rige mand og Lazarus”. I denne lignelse er vi ikke på rundvisning i dødsriget. Det er ikke en lignelse, hvis handling rækker ind i et ukendte dyb bag død og grav, men det er en lignelse, en billedfortælling om Guds lov for menneskelivet, kærlighedens lov, at den er evig som mennesket er evigt, og rækker ind gennem tid og evighed.

Guds lov for menneskelivet, at du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv, er ikke en lov, som bortfalder, fordi du falder bort.

Ifølge denne lov, så hører vi sammen, du og jeg, vi hører sammen som den rige mand og Lazarus, men at det hænger således sammen, det kom helt bag på den rige mand, som det kom bag på Lazarus. Den rige mand regnede tydeligvis med, at når han en dag døde, så havde han og Lazarus ikke mere med hinanden at gøre. 

De to var unægtelig et umage par, men de var bundet sammen på en måde, som ingen af dem anede. De to er forbundet med usynlige bånd, en lov, som rækker ind bag tid og evighed, kærlighedens lov, Guds lov for menneskelivet, det dobbelte kærlighedsbud.

Vi mennesker er forbundne kar, forbundne af kærlighedens lov, som i det skjulte forbinder os med hinanden som hinandens brødre og søstre, og derfor er Guds spørgsmål til Kain i lige grad et spørgsmål til alle i Kainslægten: ”Kain, hvor er din broder Abel?”