Børnehaven Bavnebakken valgte at fejre ”Små Synger Sammen-dag”.

Dagplejere og dagplejebørn, børnehavebørn og personalet fra Børnehaven Bavnebakken samledes på legepladsen.

STØVRING: Torsdag den 15. september var der ”Små Synger Sammen-dag” i hele Danmark. I Børnehaven Bavnebakken valgte man at markere dagen ved, sammen med en gruppe indbudte dagplejere fra byen, at synge på legepladsen.
Dagen oprandt med godt vejr og sol fra en skyfri himmel. På legepladsen samledes alle – dagplejebørn, børnehavebørn, dagplejere og personale fra Bavnebakken. Sammen sang man så højt man kunne: Mariehønen Evigglad, Æblemand (blomme- og bananmand) og Jens Petersens Ko. Det blev sange i muntert kor og mange tonearter, idet alle sang med den stemme, de har.
Bagefter var børnehaven vært med et traktement, der bestod af gulerødder, bananer og saftevand.
Så blev der ellers tid til leg på legepladsen. For nogle børns vedkommende blev det til et kærligt gensyn med tidligere kammerater, dagplejere og med enkelte søskende.
Efter en hyggelig formiddag sagde man farvel til hinanden og måske på gensyn til næste år.


e-max.it: your social media marketing partner