Af: Af Sundhedscenter Rebild

Den 19. november var der national lungedag i Danmark. Center Sundhed åbnede dørene for borgerne til lungefunktionstest ved centrets dygtige fysioterapeut.
Skørping Apotek deltog med råd og vejledning om medicin og inhalationsteknik og Center Sundheds egen rygestopinstruktør og rehabiliteringssygeplejerske stod til rådighed for de borgere, der ønskede en snak om livsstil og træningstilbud. Det var der mange der ville, og det var herligt, at snakke med interesserede og spørgelystne borgere.
I løbet af den første halve time mødte 42 borgere op og trak et nummer. Det var dejligt og overvældende, at så mange borgere fandt vej til Center Sundhed på Mastruplundvej. Der opstod en del ventetid, men alle tog det med godt humør, og der var en hyggelig stemning omkring kaffebordet i  centrets foyer.
Langt de fleste havde fine resultater i deres lungefunktionstest, og da arrangementet var slut, havde 65 borgere trukket et nummer. Det gav fysioterapeuten sved på panden, og han arbejdede indædt på at få alle igennem.
Desværre måtte en håndfuld borgere gå igen med uforrettet sag, da man faktisk overskred arrangementets længde med en lille halvanden time.
Så næste år udvider man Center Sundheds lungedag med endnu en fysioterapeut og satser på, at endnu flere borgere vil få tjekket deres lungefunktion som en forebyggende foranstaltning.


e-max.it: your social media marketing partner