De to bestyrelser i Tumlehøj og på Suldrup Skole havde indkaldt alle forældre i skoledistriktet til et inklusionsarrangement – med hensigten at man i fællesskab skulle finde ud af, hvad man hver især og sammen kan gøre for at inkludere alle børn og unge.

Ledelserne på skolen og i børnehaven har sammen lavet en strategiplan for Fremtidens Folkeskole herunder Inklusion. Resultatet kan se på roll-ups med visionen øverst ’Vi tager alle ansvar for en inkluderende kultur’.
I dagens anledning var et nyt billede med visionen i perleplader hængt op i aulaen. Alle bogstaverne er lavet af indskolingsbørn sammen med lederteamet under lock-outen for nylig. Nogen mente, at ’inkluderende’ måtte være verdens længste ord.
Pædagogisk konsulent cand. pæd. Bente Tranum gav et praksisnært oplæg til emnet. Bente Tranum startede med at afdække inklusionsbegrebet. Pointen er, at vi er gået fra at tale om integration i 1970’erne, til at tale om rummelighed i 1990’erne, til i dag at bruge begrebet inklusion. Inklusion bygger på grundlæggende antagelser omkring at individer er unikke og at der skal se en gensidig tilpasning. Det blev uddybet i modeller. Suldrup-modellen med en blomst, hvor kronbladene er henholdsvis faglig, social, fysisk og psykisk udvikling med en smiley i midten, som tilkendegiver, at man er glad og kan udvikle sig, når de fire ting er til stede samtidig. Desuden er det værd at bemærke, at den enkelte selv skal føle sig inkluderet og regnet med i fællesskabet. Man skal frem til, at det er normalt at være forskellig. Bente præsenterede i øvrigt en selvpsykologisk teori, som angiver hvad der skal til for at et menneske udvikler sig. Hilsemåder er yderligere en daglig kultur som kan påvirke de enkelte medlemmer i fællesskabets følelse af at høre til. Derfor er det vigtigt, at vi sammen overvejer og beslutter os for, hvordan vi vil have det her i vores fællesskab, på skolen, i børnehaven, i byen generelt. Bente afsluttede med en liste over gode husketing til forældrenes inklusionsindsats, som alle kunne tage med til de efterfølgende drøftelser, samt tage med til egen refleksion i dagligdagen med alle de fælles børn og unge, som alle har ansvaret for.  
Efter oplægget var det tid til refleksioner og drøftelser indbyrdes.
En forælder fortæller, at det var meget spændende og inspirerende med et oplæg.
Bestyrelserne var tovholdere i grupperne, og der laves opsamling herfra i forhold til blandt andet holdninger til værdier, til sociale spilleregler, til aktiviteter med mere. Disse danner efter sommerferien udgangspunkt for opstilling af en ramme for forældreindsatsen i den enkelte klasse. På den måde har blandt andet klasseforældrerådene en ramme at tænke deres arbejde og aktiviteter ud fra.
Et skolebestyrelsesmedlem på Suldrup Skole foreslog efter gruppernes arbejde, at de gode råd fra Bente Tranum kunne lægges på skolens hjemmeside.
De to bestyrelser og de to ledelser arbejder nu videre med de gode input fra deltagerne.


e-max.it: your social media marketing partner