- Tirsdag, 14. maj 2013

Følgende piger deltog: Mette, Thilde, Emilie, Helene, Signe, Anne, Julie, Majken, Naja, Tida og Nadja.

Mellem kampene blev der tid til hygge.
U12-pigerne deltog i LKB Cup i Gistrup i Kr. Himmelfartsferien.
Et fodboldstævne over tre dage, hvor man møder nye modstandere og hygger sig mellem kampene. En anden spændende ting ved et stævne over flere dage er, at intet kan forudsiges. På den første dag er det hold, som rammer formen, og på de øvrige dage, kan det være andre hold. Og igen må man gentage, at heldet er også en afgørende faktor.
Efter at SIF havde puljen, skulle holdet søndag morgen spille finalekamp mod nr. to i egen pulje. SIF havde lige slået dem lørdag eftermiddag med 3-0 i en flot spillet kamp, hvor man fik flyttet bolden fint rundt på banen.
Men søndag morgen var en helt ny kamp. Pigerne var ellers rimeligt friske, men der var sommerfugle hos nogle allerede fra start. Banen var lidt mudret, men det var ikke alene undskyldningen for, at SIF-pigerne ikke kunne få bolden spillet rundt. Det kneb med de præcise afleveringer. I stedet fightede pigerne og forsøgte hele tiden at finde rytmen fra dagen i forvejen. SIF lagde pres på modstanderen – Randesund fra Norge – men det blev fight og høje bolde.
Efter endt spilletid stod det stadig 0-0, og man skulle ud i forlænget spilletid. Trods flere gode forsøg lykkedes det heller ikke her, og så var der straffespark tilbage. Pigerne holdt hovedet koldt, og Anne var koncentreret i målet, så da Randesund havde brændt to straffespark gik sejren til SIF efter det fjerde spark.
Også Støvrings U11 og U13 Piger vandt førstepladsen i deres årgang til LKB Cup.

