- Tirsdag, 28. maj 2013
Søndag den 9. juni skal hele vores familie for første gang bruge dagen på at samle penge ind til børn og unge med diabetes.
Det har vi valgt at melde os til at gøre, fordi vi i november måned fik diabetes tæt ind på livet, da vores nu 13-årige datter fik konstateret type 1-diabetes.
En sådan diagnose rammer hårdt og er en stor mundfuld for en teenagepige, men også en stor omvæltning for resten af familien.
Mange tror fejlagtigt, at folk med diabetes bare skal undgå alt med sukker, men sådan er det ikke længere. Man skal derimod tælle antallet af kulhydrater i kosten og regulere mængden af insulin derefter. Så selvom man spiser f.eks æbler eller kartofler skal der stadigvæk insulin til. I starten virkede det hele meget kompliceret og vi måtte veje det meste af maden, for at lave beregningerne af kulhydrat. Som tiden er gået har vi lært rigtig mange fødevarer at kende og behøver ikke at veje alt maden længere.
Vores datter skal 2 gange dagligt stikke sig i låret med en langtidsvirkende insulin og derudover i maven ved hvert måltid. Det har også betydet at vi forældre, har skullet lære at stikke hende og hjælpe hende med at tage insulin i det første stykke tid efter diagnosen – nu har hun selv fået det lært, men håber stadigvæk på snart at få en pumpe, så hun kan undgå at stikke sig. Der er desværre noget ventetid på en pumpe, da de yngste børn prioriteres først.
Igennem diabetesforeningen bliver der lavet kurser og arrangementer for diabetikere og deres pårørende. Sådanne arrangementer er guld værd, så man kan møde andre i samme situation. Som ung teenagepige vil man gerne være med på moden og ønsker ikke at skille sig ud fra mængden – så det at finde ud af, at man ikke er alene i verden og den eneste med diabetes er vigtigt.
Hver dag er der et barn, der får konstateret diabetes, og antallet er stigende. Derfor bruger diabetesforeningen hvert år mange midler på forskning. Dels forskning til behandling af diabetes, men også forskning i hvorfor nogle mennesker udvikler diabetes. En forskning der forhåbentlig snart kan mindske antallet af nye diabetikere.
Til trods for den megen forskning kan man stadigvæk ikke blive helbredt for diabetes, så har man først fået diagnosen type 1-diabetes, skal man indtage insulin ved hvert eneste måltid resten af livet.
Vi håber, at mange andre vil bruge nogle timer af søndagen og melde sig som indsamlere via diabetes.dk, da vi ved, at det kan gøre en forskel for børn og unge med diabetes. Har du ikke mulighed for det, så tag godt imod indsamlerne. Pengene går til et godt formål.

