- Tirsdag, 12. juli 2011

Nordjyllands største middelalderoplevelse i 2011 er Middelalderdage på Voergaard Slot 16.-24. juli mellem Aalborg og Frederikshavn.
Nutidens mennesker lader sig inspirere af middelalderen, og Nordjyllands største middelalderoplevelse i 2011 er Middelalderdage på Voergaard Slot 16.-24. juli mellem Aalborg og Frederikshavn.
Børglums biskop Stygge Krumpen ejede i 1530’erne store dele af Vendsyssel og opholdt sig gerne på Voergaard, hvor også hans vedsoverske jomfru Elsebeth Gyldenstierne boede. Omkring sig havde de soldater og drabelige dystriddere, men de ville også underholdes af musikanter, sangere, dansere og gøglere. Hele det liv genopstår i de 9 dage, hvor der på Voergaard Slot vil være 2-300 aktive middelalderfolk, både lokale og fra vore nabolande, beskæftigede som håndværkere, handlende, munke, nonner, køkkenhjælpere, færgefolk, tiggere og meget, meget mere.
Det er 10. gang det store sceneri udspiller sig, og jubilæet vil blive en middelalderlig kulturfestival ud over alle grænser. Der deltager bl.a. 11 musik, sang og dansegrupper, 4 grupper middelaldersoldater, 3 gøglertrupper, 2 dukketeatre, ryttere i panser og plade og meget mere, og da alle deltager flere dage og mange i alle dagene, vil der hele tiden ske flere forskellige ting rundt om på slotsøen og omkring den smukke voldgraven. Middelalderdagenes gæster kan ved forudbestilling deltage i biskoppens aftentaffel med seks lækre retter, mens de menige må nøjes med hver dag at få bygvandgrød inden dagens kødret, ja, om fredagen er det selvfølgelig fisk, det er jo i Danmarks katolske tid.
Nonnerne, som ofte går syngende på slotspladsen, har arrangeret en middelaldermesse i Voer Kirke lørdag.
Den 16. og 23. juli er der middelalderkoncert i Voergaards riddersal i samarbejde med www.vendsysselfestival.dk, et helt nyt tiltag. Efter aftenarrangementerne er der ildpantomime under slotspladsens lindetræer.
Hele dagen er der overalt aktiviteter, som man kan se på og deltage i. Færgen trækkes frem og tilbage over voldgraven, bliden, den store kastemaskine, slynger kugler ned ad den brede voldgrav på den anden side af slottet, middelalderbørnene undervises i ”den sorte skole”, soldaterne sætter skarnsfolk i fangehullet, og køkken. kro og frugthandler falbyder deres varer. Soldater kæmper og ryttere mødes på ridebanen lanse mod lanse. Man glemmer helt nutiden, og på legepladsen ophæves alder også, alle kaster sig ud i løjerne.
Se annonce.

