- Onsdag, 10. april 2013
Dylans sange? Det lyder som en god ide, og det er det!

Dissing & Las spiller Bob Dylan i Støvring Kirke.
Bob Dylan sunget og spillet af Rasmus og Jonas Dissing samt Las Nissen, der tilhører den absolutte top inden for den nye generation af dansksproget rock- og bluesmusikere. De er oplært hos Povl Dissing, men er i dag etableret som en unik enhed, der med præcision og samhørighed har fundet deres helt egen lyd og musikalske univers - og nu med Charlotte Møller på orgel.
For et år siden spillede Dissing og Las Trio i selskab med organisten Charlotte Møller deres første Dylan-koncert sammen. De ville finde ud af, om man kan spille Dylan i kirken.
Harmonerede de så sammen? Ja! Dét gjorde de! Det var nærmest overvældende at høre, hvordan orglet svøbte sig omkring piano, guitar og mundharmonika og stemmer.Reaktionen fra publikum var overvældende, og det var næsten som om koncerten ramte en nerve hos publikum, der bare har ventet på at blive rørt.
Dylans sange med deres tråde af fortællinger og eksistentielle nerve er oplagte at orkestrere i kirkens højloftede rum, men det er første gang det sker med garvede rock/blues musikere og en klassisk organist - et vaskeægte cross-over projekt, der blander det bedste fra begge verdener.
Dylans sange er hjerteblod for Dissing og Las trio, der de sidste 20 år har tjent sin læretid som Poul Dissings faste backinggruppe og de seneste år deres egne sange. Med sig har de denne gang den klassiske organist Charlotte Møller, der med et solidt udgangspunkt i klassisk kirkemusik spiller med og op mod Dylans musik fra orglet i den anden ende af kirken.
Søndag den 14. april 2013 kommer kvartetten til Støvring, og giver koncert i Støvring Kirke. De tre vokaler giver Dylan’s sange den variation de kræver og trioens sammenspil, som også her er i særklasse, formår at følge dem til dørs. De 14 år og 6 album med og uden Povl er et livsprojekt der stadig blomstrer, men dette frikvarter bliver måske mere end en parantes. For trioen har Bob Dylan’s musik altid været en stor kilde til inspiration, så de takkede straks ja til muligheden for at prøve kræfter med hans sange i et kirkerum akkompagneret af orgel

