- Mandag, 31. marts 2014

Godt 600 tilhørere fyldte Haverslevhallen.

Frank Erichsen fortalte bl.a. om livet på Kastanjegården.
HAVERSLEV: ”Hold op med at snakke så meget om selvforsyning – gå i gang! Eller find noget andet at snakke om...”
Sådan sagde Theresa Jessing til Frank Erichsen, bedre kendt som ”Bonderøven”, dengang de mødtes. Han valgte at gøre noget ved snakken – og blive ved med at snakke om det. I dag er de to gift, bor på Kastanjegården og har to børn.
LOF Rebild, LOF Vesthimmerland og LOF Mariagerfjord var gået sammen om arrangementet, som fandt sted i hallen i Haverslev.
Godt 600 mennesker fyldte hallen, hvor både helt unge, det noget ældre publikum og alt der i mellem var kommet for at se manden, som har samlet seerne om fjernsynet med sin fortolkning af ”Det enkle liv”.
Med sin solide jyske humor, tydelige oprigtighed og levende billedsprog indfangede Frank hurtigt sit publikum. Det var tydeligt, at publikum nød hans fortælling, og grinene lød jævnligt fra salen.
Frank fortalte om sit liv, som blandt mange ting omhandlede hans opvækst i det sønderjyske, hans år i Norge, hvor han byggede bjælkehytter, og hans rejse til Tanzania.
I dag slår han sine folder på Kastanjegården – hvor det også er, vi ser ham på tv. Som man synger i ”Jeg en gård mig bygge vil”, så hører køer, heste, grise og får jo til en bondegård. Og gæs og bier – i hvert fald på Frank og Theresas gård.
Det stråtækte hus er stadig under opbygning, og hvis man spørger, hvornår det står færdigt, lyder svaret:
”Det er det, alle spørger om – inklusiv Theresa. Jeg har lovet vi holder jul deroppe. Men altså. Bare fordi man holder jul deroppe, så behøver man jo ikke sove der!”
Frank understregede, at han ikke gør, de ting han gør, for seernes skyld. Han gør det hundrede procent for sin egen.
Franks karriere på tv startede lidt ved en tilfældighed, og med et glimt i øjet og sit skæve smil afslutter han foredraget: Lidt debat om det, at være selvforsynende bragte også spørgsmål frem om at betale skat på egne varer, og skat af aget arbejde ved at bygge på eget hus.
”Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg var selvforsynende. Det er jeg ikke. Jeg arbejder på at blive selvforsynende – og indtil videre holder DR banken fra døren.”
Foto: Louise Thisgaard Andersen

