Børnene på Tumlehøj i Suldrup fik fem kagemænd i anledning af fjernvarmejubilæet. Her børn og kagemænd sammen med Arne Asp og børnehaveleder Lene Laursen.

En af Suldrups varmeforbrugere, Isak Kurinow, nød en pølse, da der var åbent hus i det jubilerende varmeværk.

Børnehavebørn overrakte blomster til de ældre på Himmerlandshave. Fra venstre de fem-årige Nicoline og to gange Sofie fra Børnehaven Tumlehøj, sammen med Elly Jensen og Signe Kristensen.

SULDRUP: Lørdagens Åbent hus-arrangement samlede over 150, som hørte om og så varmeværket. Endvidere var fjernvarmen vært ved servering fra en pølsevogn. Jubilæumsdagen indledtes med, at Børnehaven Tumlehøj fik fem kagemænd, mens der var en blomst til hver af beboerne på Ældrecentret Himmerlandshave i Suldrup.

En blomst til de trofaste kunder
-    Vi er glade for, at vi kan markere Suldrup Varmeværks stiftelse for 50 år siden, ved at give en blomst til beboerne på Himmerlandshave, som for de flestes vedkommende har været trofaste varmekunder hos os i mange år, sagde Arne Asp, Suldrup, ved en lille festlighed på Himmerlandshave. Samtidig er vi glade for, at børnehavebørnene – hvoraf nogle er fremtidens varmeforbrugere – hjælper med at dele blomsterne ud til de ældre.
Arne Asp understregede, at fusionen med Aars Fjernvarme betyder, at Suldrup nu får leveret varme fra afbrændingen af affald i Aars. - Tænk, at det affald, som leveres til forbrænding i Aars, forvandles til ny energi og vender tilbage til Suldrup og bliver nyttiggjort som varme, sagde det lokale varmeværks sidste formand og Suldrups nuværende repræsentant i Aars Fjernvarmes bestyrelse.
Foruden Arne Asp deltog formanden for Aars Fjernvarme, Svend F. Andersen, og direktør Jan Clement, Aars Fjernvarme, i markeringen af jubilæet.


e-max.it: your social media marketing partner