- Tirsdag, 11. juni 2013
Den 15. juni 2013 byder Guldbæk Festival velkommen i nye omgivelser.


Guldbæk Festival er dér, hvor det hele starter, dér, hvor børn og unge kan præsentere deres musik for et større publikum og dér, hvor man som venner, familie, naboer eller bare publikum, kan støtte dem, og få et hyggelig festivaldag sammen i skønne omgivelser.
Visionen
Det er arrangørens idé, at skabe en festival, hvor børn og unge op til 25 år kan opleve musikken både som udøvende og lyttende i trykke rammer, hvor der er plads til at yde sit optimale på en professionel scene, og få den hjælp, der skal til. Det er målet, at være med til at udvikle det musikalske miljø på tværs af Rebild kommune og de omkring liggende byer.
Og så drømmer man om den dag, hvor der står en musiker på Orange scene og siger: ”Det hele startede på Guldbæk Festival”.
Forankret
Man er stolte af, at man for tredje år i træk kan tilbyde en hel dag med spirende talenter fra det unge nordjyske musikliv, med alt fra pop til rock, fra blæsere til ballader. 22 bands og solister står klar til at indtage scenerne i år.
Festivalen er også kendetegnet ved, at de optrædende skal have en rigtig god oplevelse, så derfor har vi også i år lagt vægt på en professionel scene og lyd, samt at at skabe et godt backstagemiljø.
I år er festivalen flyttet to km syd-øst for Guldbæk til Lynghøj Efterskole, på Hovhedevej 4. Det betyder en skøn festivalplads med masser af plads og højt til himlen samt gode forhold for parkering, forplejningogtoiletter m.m.
I 2013 har man sat fokus på familien, ikke mindst på aktiviteter på pladsen for det yngre publikum, således at der er masser af aktiviteter for dem, mens de ældre søskende, venner og familie kan nyde musikken, omgivelserne og den gode stemning på pladsen.
Festivalen sættes i gang med underholdning fra scenen for børnefamilierne. Dagen starter med Stomp, hvor der er rig mulighed for, at alle får rytmesansen til at svinge. Aarup Dans fortsætter med opvisning i showdance og mulighed for at prøve de nye trin.
I løbet af dagen kan børn i alle aldre boltre sig med bl.a. klippekort til teltet med børneaktiviteter eller i kamp arenaen mod den store trold fra Eventyrridderne.
Festivalen er baseret på frivilligt arbejde og engagement primært fra borgere i Guldbæk, fra andre ildsjæle med tilknytning til festivalens arbejdsgruppe, de optrædende eller kulturmiljøet i Rebild.

