SIF Fodbold får herresenior-hold både i Serie 2 og Serie 3 i fodboldforåret 2014.

Serie 4-holdet i samlet flok efter sejren på 4-2, der sikrede oprykningen til forårets Serie 3.

Masser af tilskuere støttede Serie 4 frem til sejren på 4-2.

Efter kampen fik trænerne Jacob Kjær og Rasmus Østergaard en lufttur af spillerne.

STØVRING: Det står fast efter, at andetholdet i Serie 4 slog til på den første matchbold ved at besejre Doense/Vebbestrup IF 4-2 i tredjesidste spillerunde hjemme i Støvring søndag 20/10 efter 3-1 ved pausen, og dermed kan SIF-mandskabet ikke indhentes på førstepladsen.
Og efter sidste pift i dommerens fløjte sprang champagnepropperne. Trænerne Jacob Kjær og Rasmus Østergaard blev sprøjtet godt til, begge fik den obligatoriske lufttur af spillerne, og så fortsatte søndagsfesten lidt i klubhuset.
SIF-mandskabet kom foran 3-0 allerede i første halvleg, og på det tidspunkt var der lagt op til en sejr på cruisekontrol, men inden pausen fik gæsterne reduceret til 3-1 på et langskud på en nedfaldsbold lige uden for feltet.
Efter en jævnbyrdig start på kampen var det lynhurtige Mike Long, der bragte SIF på sejrskurs, da han blev stukket fri i dybden. Og så satte Mathias Lundquist ellers to fuldtræffere ind på hovedstød til både 2-0 og 3-0.
3-1 ved pausen, men SIF havde allerede i de første 45 minutter haft muligheder for at øge føringen.
Og det billede fortsatte efter pausen. SIF havde store muligheder for at øge til 4-1. I stedet blev det stik mod fordeling af spil og chancer 3-2. SIF skulle vinde for definitivt at sikre sig billetten til Serie 3 allerede i tredjesidste spillerunde, men nu var der pludselig spænding i kampen igen.
I slutfasen kørte SIF-holdet sejren hjem, og så var der jubel og glæde over den fortjente oprykning til forårets Serie 3, hvor besætningen har varieret en del fordelt over kampene.
SIF-startopstillingen i 4-2-sejren: Rasmus Helbo, Michael Andersen, Rasmus Carøe Eriksen, Søren Sølvkjær, Christian Rytter, Rasmus Skov, Kasper Kragelund, Martin Lyngberg og Mathias Rasmussen, Mathias Lundquist og Mike Long.
Indhopperne denne gang: Mathias Kielgast og Mathias  Christensen. Kim Lyngberg var tredje islæt på bænken uden at komme i aktion.
Man of the match blev denne gang Christian Rytter.


e-max.it: your social media marketing partner